Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Som du! Novelle af Xenius Rostock
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XENIUS ROSTOCK
Dages Begivenheder havde aabenbaret
hende sine altomvæltende Konsekvenser?
Kunde han nu heller ikke udholde det
længere? Lige nu, her foran den sidste
store Afgørelse?
Aa nej!
Der ligesom sänk et blødt, dulmende
Mørke ned over hendes opskræmte
Nerver. Der groede dybt i hende en
fredfyldt Fortrøstning frem — et Smil, fuldt
af Sejr og Lykke!
Nej, nu var det ikke saa svært at
vente disse faa Minutter med. Minutter?
Ja, om ti Minutter blot, saa var det forbi.
Maaske stod han allerede deroppe ved
Brystværnet og ventede hende, skjult i
det susende Mørke, en værdig og stærk
Modstander, der ogsaa havde Ret, sikker
paa Sejren som hun selv!
Men Robert — maatte ikke vide. ..
Hun vendte sig imod ham.
Og hun studsede straks ved hans
Udseende: Han havde kastet sin
Forklædning, havde taget sin Paryk af og
stod nu dér med sit kortklippede Haar
— en Straffefanges vansirede Hoved!
Han havde opgivet sit Skjul, ligesom
hun, vilde ikke være en Fremmed mere,
blot sig selv — sig selv!
»Men — Robert!» stammede hun.
»Helene!» sagde han kun, men det
var hende, som om hans Stemme lagde
hans Inderste blot — som var ogsaa
han nu naaet tilbunds i det altsammen.
Skønt han kun havde hvisket hendes
Navn, lød det som et Raab, et Skrig —
fra en Druknende, syntes hun med ét.
Hun tog uvilkaarligt et Skridt frem
imod ham — et Secund blev hun
ligesom svimmel i Knæene. Over hendes
Ansigt brændte hans store og dybe Blik,
aa Gud! det var, som maatte hun synke
saligt ind deri med det samme! Hendes
Læber blev hede og tørre — men i
samme Nu rettede hun sig op og slåp
ud af hans Favn.
»Vent, min Elskede!» hviskede hun
tilbage, endnu fortryllet af Øjeblikkets
forunderlige Sødme.
»Nej!» svarede han haardt. »Nu
venter jeg ikke længere — kan ikke
vente længere, Helene! Jeg vil ikke. I
altfor lang Tid har jeg ladet mig
overtale af dig til ikke at handle. Nu maa
jeg ...»
»Nej, Du maa ikke, Robert!» svarede
hun. »Og Du vil heller ikke, naar jeg
siger dig, hvad der er tilbage. — Jeg
har ham nu!» føjede hun til,
underfundigt, smilende — og hun undredes selv
over hvad hun mente.
»Hvem?» spurgte han, tungt, dirrende
indvendig.
»Ryalll»
»Igen ?!»
»Nej, ikke igen — først nu — og
saa — — aldrig mere!» Paany hørte
hun sine egne Ord gaadefuldt udsige,
hvad hun ikke selv helt forstod. »Du
venter blot her et Øjeblik, min Ven,
saa kommer jeg straks. Følg mig ikke,
spørg mig ikke...»
Hun trak hastigt sin Kaabe paa og
samlede den om sig.
»Hvad skal Du nu — hos hàm —
igen?» spurgte han og traadte i Vejen
for hende. Der var med ét en ganske
ny Klang i hans Stemme, den greb
hende forunderlig frydefuldt om Hjertet
— en trodsig og fri Mands Tale, som
genkaldte stærke og rige Minder i
hendes Sjæl.
»Lad mig nu gaa, kære. Et Øjeblik
kun, saa kommer jeg tilbage.» Hun
traadte tæt hen til ham og saa’ ham op
i hans mørke, furede Ansigt —: »Og
saa gaar jeg aldrig mere fra dig!»
»Helene, sig mig først, hvad Du skal
— hvad der sker. Forstaar Du da ikke:
jeg kan ikke være uvirksom i dette
længere?» Han greb hende om
Skuldrene og trak hende ind til sig.
604
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
