Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Som du! Novelle af Xenius Rostock
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SOM DU!
Hun stod som i Drømme:
»Hvad der sker? Jeg ved det ikke.»
»Du siger det saa underligt. Hèlen,
hvad mener Du?»
Hun ligesom vaagnede.
»Men jeg skal sige dig, hvad der er
sket. For Du maa helst lade mig gaa
frivilligt.» Hun saa’ forskende paa ham
— »Han har taget et nyt Aftryk af dig.»
Robert Frank foer let sammen.
»Et nyt?»
»Ja — det paa Glasset blev jo ikke
til noget.»
»Jamen, hvad saa? Jeg har jo ikke
været udenfor min Kahyt siden — før
i Aften?»
»Nej. Men det er ogsaa fra i Aften!»
»Déroppe?»
»Ja. Sé selv.» Hun rakte ham
Ryails Kort.
Robert Frank blev askegraa i
Ansigtet og knyttede Hænderne.
»Satan! — Jeg slaar ham ihjel!»
hvislede han, og hans Stemme sänk
ligesom kvalt ned i hans Svælg.
Helene følte et iskoldt Pust ned
langs sin Ryg derved. Det var hende,
som om denne ene Lyd fra hans Hals
alene var dødbringende — var selve
Mordet! Hun havde ikke set ham den
Gang, han dræbte, kun prøvet at
forestille sig det, atter og atter, mange Gange
i de forløbne Aar siden. Men det havde
været saa ufatteligt svært for hende at
se sin kære, kloge og beherskede Robert
i en saadan Vilddyrstilstand — kun naar
hun havde søgt helt og dybt ind for
at forstaa ham, var det lykkedes hende
at fremstille en taaget og uklar Gengivelse
deraf. Men nu saa hun det, følte og
begreb det!
Ja, det var hans Væsens højeste
Udfoldelse af Modstandsovervindelse. Hans
Jegs til det Yderste drevne
Opholdelses-drift. Selve Drabets Psykose og
Retfærdiggørelse !
Aa Gudskelov, hun havde ikke taget
Fejl af ham — og heller ikke af sig
selv. Hun havde haft Ret i den Gang
at raade ham til at tage Samfundets
Straf for sin Gerning — men hun havde
haft endnu mere end Ret i, i sit Hjerte
at dømme ham frikendt og i sit Krav
paa at faa ham igen!
Og nu havde hun ham her, her hos
sig — og dog var det hende, som om han
endnu ikke var fri, som stod der endnu
en Mur imellem dem, som var
Gerningens Magt endnu ikke brudt, Forsoningen
ikke fuldbyrdet–eller som var det
selve hendes egen Skæbne, der afveg saa
mangelfuldt fra hansi
Men da forstod hun ogsaa i samme
Nu, hvad hun havde at gøre.
»Robert!» næsten skreg hun, —
»ikke du!» Hun stirrede paa ham,
svimlende over sin Tankes Dyb, dér hvor
hun stod, plantet med Ryggen op ad
Døren, uden at vide, hvordan hun havde
faaet ham flyttet og selv indtaget hans
spærrende Plads.
Der kom ikke en Lyd mere over
hendes Læber. Hun saa’ blot paa ham,
saa’, saa’ ...
Han gengældte hendes Blik. Og i
disse faa Secunder, udenfor Tid og Rum,
forenedes deres Tanker i evig og
ubrydelig Forstaaelse, deres Skæbner
knyttedes uløseligt til hinanden som gennem
en ordløs og stum Aftale.
Nu løste det sig altsammen op i
hendes Indre — som var Gerningen
allerede fuldbragt. Langsomt sänk hendes
Blod tilbage — efterladende en kold og
klar Pande, angerløs og fri, som hos
selve Skæbnens Gudinde.
Hun gik.
Udenfor laa Gangene øde og stille,
med deres grønne Løbere som Kanaler
i en sovende By. Nu og da rejste de
sig næsten umærkeligt paa skraa, naar
Skibet hældede, og Lamperne blinkede
605
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
