Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Som du! Novelle af Xenius Rostock
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XENIUS ROSTOCK
af og til som trætte Øjne. Helene
drejede om de skarpe Hjerner og naaede
hen til Trappen op til det ydre Galleri.
Søens klamme Gus strøg allerede over
hendes løse Haar. Men hun ændsede
det ikke. Hun gik som i Trance, kaldet,
ja næsten drevet af en uhyre og ukendt
Magt. Det var hende, som om hun
allerede havde naaet sine Længslers Maal,
som ilede hun til sit første og eneste
og sidste Stævnemøde.
Da ramtes hendes Sanser med ét af
Havets Salt, og der føg som et grumt
Moment ind i hendes Drømme. Hendes
Næsebor videde sig ud, hun følte sine
Øjne som iskolde Glober — i dybe
Aandedrag drak hun Nattens og Havets
Barskhed og Vælde.
Et Øjeblik blev hun staaende ved
Rækværket og saa’ ud. Heroppe
mærkedes Skibets Bevægelser langt stærkere
end før dernede, og Søens hushøje Skvæt
perlede bidende ind over Dækket. Hun
bød vellystigt sit Ansigt til og gloede
trodsigt ind i det sydende Mulm. Højt
oppe et Sted snurrede Loghjulet rasende
rundt, Takelagen smældede infernalsk,
og dybt, dybt nede hørtes Maskinernes
tusinder af Hestekræfter stampe titanisk.
Hun lyttede betaget.
Som fra selve Oceanets Bund steg der,
op gennem Skibets kolossale Skrog,
gennem Etage efter Etage, gennem Dækket,
hvor hun stod, hendes Fødder og Hofter,
hendes Bryst og Hals og Øren — en fjern
og ubegribelig Støj, af Stemmer,
Maskiner og klaprende Hjul. Hendes Øre
opfattede paa eengang alle Nattens og
Skibets og Vejrets Lyde — hele
Universets og hendes eget Legemes
dunkende Puls i een samlet Sum.
Og da saa’ hun med ét for sig —
som en Døende siges at kunne se i sit
Livs sidste øjeblikke — hele det
skæbnesvangre Optrin derhjemme i
Maskinhallen paa »De Frankske Staalværker»,
da Robert dræbte sin Faders Kasserer
og sin Moders Elsker, Sigismund Råne!
Hvor kendte hun disse Detailler fra?
Hvorfra stammede denne Genkendelser
Det var som om hun havde set det hele
før og dog aldrig oplevet det som nu
—: Gelænderet, Trappen, som Råne var
flygtet op ad, Broen deroppe med
Kranhuset, hvor han vilde ind og gemme sig,
Døren der var laaset. Og nu stod han
dér, lille, sort og glinsende som en giftig
Slange, der havde rejst sig. Bagved
ham Drivremmenes bølgende, brede og
rivende Strøm. Hjulenes hvirvlende Sole.
Og dér kom Robert springende som en
Tiger — tirret til det yderste — op ad
Trappen, ind paa Broen. Endelig fandt
han ham. Gennem Støjen hørte hun
hans Stemme — den var ukendelig af
Aars Krænkelser og Tort. Men Råne
ler kun og tirrer, og spytter saa Robert
i Ansigtet — som en Slange, der spyr
Gift. Da griber Robert ham om begge
Skuldre med umaadelige Kræfter, løfter
ham op og slynger ham fra sig. Råne
knækker bagover paa Rækværket —
Drivremmenes rivende Strøm, Hjulene,
Dybet — det fraadende Mørke...
Og Robert — min Gud! hans Ansigt
— hvad er det? Det er jo slet ikke hàm
— der er hende selv l i
Helene tumlede bagover mod
Galleriets Væg. Det gik et Støn fra hendes
Bryst, hun vaklede.
»Som Du —» hviskede hun. »Som
Du! Dette er altsaa Prisen, den eneste,
for at ligne dig, den eneste for at kunne
eje dig, den eneste...»
Nu vaklede hun ikke mere.
Hele hendes Liv havde været viet
til Retfærdighedens Tjeneste — hun
havde valgt Jura og Retsvidenskab af
Trang! Og dog havde hun misforstaaet
det hele, selv i sin Kærligheds lysende
Tilblivelsestid. Ak, hun havde jo selv
raadet ham til at tage Samfundets Straf,
606
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
