Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Som du! Novelle af Xenius Rostock
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SOM DU!
saa at sige selv ført ham indenfor
Fængselets Porte, fordi hun selv troede saa
fuldt og fast paa, at det var den eneste
Udligning, ja det eneste saliggørende,
baade for hende og ham. Indtil han
sad derinde — indtil hun lærte hvad
der skulde til for at kunne undvære ham
— indtil hun begreb, at han var jo ingen
Forbryder, ingen Morder, som
Retfærdighedssansen krævede Pant i. Og saa
havde hun brugt — eller misbrugt —
hele sin Stilling, i Retten, i Politiet, i
Livet — til at faa ham ud igen! Og det
var lykkedes hende — aa, saa latterligt
let — at føre dem allesammen bag Lyset,
undtagen sig selv! Hun havde troet, at
naar hun blot fik ham igen, rejste bort
med ham, gemte sig med ham — saa
havde hun ham atter. Aa Gud! nej,
spærrende stod det imellem som aldrig
kunde bortforklares — Handlingen, den
fulde og hele, til Bunden helt ærlige og
menneskelige Handling uden
Besmyk-kelse!
Dette var altsaa Prisen, hun maatte
betale for at naa med ham ind i
Frihedens og Lighedens — i Kærlighedens
Land!
Som Du — min Lykkes og Ulykkes
Tvillingbroder!
Nu vidste hun, hvad det var for en
Stemme, der havde raabt, havde skreget
i hendes Indre — og hun tøvede ikke
længere. .. Enten kapitulerede han,
denne altfor verdslige Mr. Ryall — eller
hun tvang ham dertil!
Hun traf ham paa det aftalte Sted.
Han spadserede frem og tilbage paa det
vaade Dæk — med et Strejf af Blod ned
over sit Ansigt, hver Gang han vendte
derhenne i Sidelanternens røde Skær.
Hun gik lige hen til ham.
»Har De det?» sagde hun, uden
Indledning. Hendes Stemme blev næsten
borte i Vejret — eller i hendes Hals.
»Hvilket?» spurgte han.
Pludselig-
heden kom ham aabenbart noget
paa-tværs.
»Dét, De vilde vise mig,» næsten
raabte hun.
»Hvor skulde jeg have det fra, kære
Kollega? Det maa dog kunne interessere
Dem at vide, hvorledes saadan noget
gaar til?» Hans Tone var aabenlyst
fuld af Spot — han var altsaa sikker i
sin Sag.
»Interesserer mig ikke. De har det.
Giv mig det!» Der gik korte
krampagtige Trækninger gennem hendes Fingre,
medens hun talte.
»Her var det, jeg tog det», fortsatte
Mr. Ryall roligt og lagde Haanden paa
Brystværnets Overliggerfjæl.
»Det var mit,» svarede hun. Et
Vindstød fyldte hendes Mund. »Men hans?»
»Rigtigt!» sagde Ryall, og der var
en tør Latter med i hans Stemme. »De
stod her med Deres lille, lykkelige Haand
tog lige i min paaklistrede Plade.
Hvad var det dog, De sagde til ham
imens? Men hans? Den kom dér, fra
hans venstre — god og tydelig.»
Helene rykkede ind paa ham:
»De har beluret os . ..»
»En Opdager maa ogsaa lure, kære
Frøken, vidste de ikke det? Jeg har bare
luret altfor længe uden at høre noget.
— Skal vi ikke gaa ned —?»
»Aftrykket — hvor er det — giv
mig det, nu!» raabte Helene, fast og
klart, skønt hans umiddelbare Nærhed
fik hende til at ryste.
Langsomt trak han et lille Foderal
op af sin Pelslomme og holdt det
drillende op: »Her!»
Hun foer frem og snappede efter
det — ude af Stand til at beherske sig
længere. Men han greb hende om
Haand-leddet og tvang Armen ned.
»Se-se!» snerrede han sammenbidt.
»De er altsaa helt og holdent paa hans
Parti. Saadan leger vi ikke. Jeg ...»
607
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
