Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Björnsons »Over ævne». Förste og andet stykke. Av Kristian Elster. I—II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJÖRNSONS »OVER ÆVNE»
turutviklingen til det gode, om den stadig
ökende rigdom i livet, en utvikling til
frihet. Og den nye befriende tro ga ham
glæde. »Jeg er ved godt humör», skriver
han, »som jeg ikke har været paa månge
aar, nei paa mange aar.» Og i hvilken
grad han saa troende paa utviklingslæren,
fölte den som sin religion, viser det at
han blev den nye læres salmedigter. I
förste vers av den store foraarssalmen
maler han slegternes gang i tusindaars
utvikling:
Ære det evige foraar i livet,
som alting har skapt.
Opstandelsens morgen det mindste er givet,
kun former gaar tapt.
Slægt föder slægt,
stigende evner den naar,
art föder art
i millioner av aar.
Værdner forgaar og opstaar.
Og i et senere vers er der ord som
kunde staa som motto for de to skuespil
»Over ævne» förste og andet stykke, begge
stykker seet i sammenhæng, ordene om
ordenens lov og de enkeltes savn:
Uændelig alt hvor det minste og störste
löper i et.
Ingen skal skue det siste, — det förste
ingen har set.
Ordenens lov
bærer det alt i sin favn;
frugt og behov
föder hverandre; vort savn
möter det samledes gavn.
I dette digt fra slutten av sytti-aarene
ligger kimen til de to skuespil »Over ævne».
De hævder som i digtet ordenens lov mot
det ulovmæssige, den naturlige utvikling
mot det som bryter sammenhængen,
lov-mæssigheten mot det som Kierkegaard
kaldte »spranget». Det sunde frugtbare
jordliv mot den usunde og ufrugtbare
higen mot det grænselöse.
II.
Hvad Björnson gjennem den religiöse
krise hadde friet sig ut fra, var alt det
han i kristendommen fandt stred mot det
sunde og naturlige menneskeliv her paa
jorden, den overspendte evighetslængsel og
det mystiske og naturstridige. Han hörte
selv jordlivet til og reiste en strid mot alt
det som drev menneskene over i det
grænselöse. Men mens han i livet kom forholds-
BJÖRNSON PAA AULESTADS ALTAN.
vis let over kampen, kom der i hans
digtning til at staa större strid. Hans poesi
grep dypt ind, vakte barndomsminder og
ungdomsindtryk, og de mennesker som i
hans skuespil stormet mot det grænselöse
blev de skjönneste skikkelser i hans
digtning, omfattet av hans dypeste
hengivenhet.
Uroen i hans sind havde længe kunnet
spores i hans böker. »En Fallit» fra 1875
er den sidste hvor den gamle kristendom
hersker ubrutt. Der er uro i »Magnhild»
fra 1877 og i »Leonarda» fra 1879. Men
det er mere uro mot samfundets snævre
love og mot den kirke som stötter disse
love, end mot kristendommen selv. For
selve bruddet gir han derimot sterkt ut-
55
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
