Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Björnsons »Over ævne». Förste og andet stykke. Av Kristian Elster. III—V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRISTIAN ELSTER
OVER ÆVNE, FÖRSTE STYKKE, FÖRSTE HANDLING, SJETTE MÖTE.
NATIONALTEATRET I KRISTIANIA.
Som ethvert rigtig publikum klappede de mest
til det ædle, det komiske og det, som de ikke helt
forstod, men som de troede var sublimt. Naar
man skal tage det helt nögternt, saa var det neppe
heller kunsten i Björnsons drama og heller ikke
den skuespillerkunst, der ydedes, som satte liv og
farve i salen. Björnsons kunst er dem vel i det
hele fremmed, og hvad skuespillerne præsterede,
var baade godt og fölt i mange henseender, men
i ingen henseende forsterangs.
Det var det, at stykket gav dem noget at tænke
paa, der interesserte dem.
Denne alvorlige haandfasthet studsede de ved,
denne ufortrödne forkyndelse, som bragte
kirkestilhed — en stilhed som var et haarsbred fra
varietemunterhed — den blev de næsten bange for.
Der var noget av straffens, av angerens nydelse
over publikum.
Skuespillet blev derefter vaaren 1899
opfort i Kjöbenhavn og saa endelig hösten
samme aar paa Nationalteatret i digterens
egen instruering.
Det viste sig dengang at skuespillet
eiet en magt paa scenen som ikke kan
sammenlignes med det indtryk noget andet
norsk skuespil har gjort.
Björnson der som instruktör paa
engang eiet den vareste finhet og den
dristige styrke, hadde beaandet opförelsen,
som gav en andagt og en stilhet som bare
de store stunder gir.
Da skuespillet blev gjenoptat hösten
19 14, var forestillingen slappet litt av, den
var altid god, men nu ikke lenger den
enestaaende oplevelse.
Den opforelse vi i höst har seet, er
ikke helt, men næsten paa höide med den
förste. Igjen viser dette skjönne lyriske
drama sin enestaaende magt over sindene.
Forestillingen har det avgjörende præg av
helhet. Hvad der sker, opleves indenfor
én verden, menneskene staar sammen og
det som sker, opleves samtidig i alles sind.
Her er et hjem, forældre og barn, söskend,
der er ingen fjernhet mellem menneskene.
Forestillingen faar sit sterkeste lys fra
Johanne Dybwads fremstilling av Klara
Sang. Rollen byr paa store
vanskeligheter. Bare det at Klara ligger i sin seng,
lammet, hun har ikke sovet paa halvanden
maaned. Hvad fru Dybwad maa virke
med er ansigt, hænder og stemme. Vi
maa ikke et öieblik glemme at Klara er syk,
men skal allikevel faa det sterkeste indtryk
av indre kraft, av et uküelig sind, av den
store kjærlighet.
Fru Dybwad er syk, hendes hode er
saa træt, det finder ingen hvile, hendes
öine brænder forvaakne, hendes hænder er
svake og nervöse. Men det straaler fra
hende en indre kraft og hendes kjærlighet
fylder stuen. Det er en uendelig rigdom
av overgange i stemmen, den er fyldt av
forelskelse, av ömhet, av angst.
I en liten scene viser fru Dybwad hele
den spenning hvori Klara lever sit liv.
Hun har ligget og ventet paa at Sang
114
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
