Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Björnsons »Over ævne». Förste og andet stykke. Av Kristian Elster. III—V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRISTIAN ELSTER
OVER ÆVNE, ANDET STYKKE, FÖRSTE HANDLING, FÖRSTE MÖTE.
NATIONALTEATRET I KRISTIANIA.
gi» saa kommer straks koret, de ulidelige
to unge og gjentar: »For der maa nogen
begynde med at tilgi» — og stemningen
er forspilt.
Replikkerne baade i förste og andet
stykke er utformet i den egte Björnsonske
stil. Her er intet av den forunderlige
dag-lidagse tone som utmerket Ibsens dramaer.
Björnsons replikker er ikke menneskenes
daglige tale, de er lyriske i sin stil, de er
naturlige i en anden betydning, paa samme
maate som vers er naturlige naar de er
vellykkede. Det er prosalyrik i Björnsons
replikker, de er rike paa stemning og
utlöser stor fölelse.
Derfor er det ogsaa lyriken og den
lyriske menneskeskildring som virker sterkest
i skuespillet. Helt ypperlig er den maate
hvorpaa forbindelsen med förste stykke er
holdt i tankegang, i fölelse og i
menneskeskildring. Elias og Rakel er barn fra hin
nordlandske prestegaard, de samme som i
förste stykke, bare utviklet. Bratt blir den
månd uten grundfæste han maatte bli efter
at ha oplevet sit livs avgjörende skuffelse.
Skuespillets hovedscene er mötet
mellem Elias og Rakel i anden akt, en av
Björnsons skjönneste scener, dybsindig og
fin. Elias kommer for at si farvel for
livet, Rakel forstaar det ikke, men begge
fortaper sig i sine barndomsminder. De to
söskend er hverandre nær som ingensinde.
Der falder ord som bare mellem söskend
som elsker hverandre, og som har levet
alle de avgjörende stunder i sit liv
sammen. De ord hvormed Elias taler med
Rakel om hvad de to ikke fik i livet, er
dejlige, evige som det skjönneste digt:
Ei.ias (han drar hende til sig): Der er
edderdun med dig! Naar vi tok i den dunen undret
det os ofte at ungerne vilde forlate den. Kan du
huske ?
Rakel: Ja. — Men de reiste langt nok.
Elias: De reiste langt nok. — (Sagte) Farvel
Rakel!
Rakel: Gaar du alt nu?
Elias: Jeg maa gaa. Men jeg kan likesom
ikke slippe. —
Rakel: Saa hold fast!
Ei.ias: Der er noget i livet som vi to ikke fik.
Rakel: Det skal vi lie med. Det er större
hvad vi har faat.
Elias: Og midt i det störste — er der stunder
vi bare længes efter det vi ikke fik.
Rakel: Veke stunder.
Elias: Veke stunder.
Elias undergang i teorien, hans
fortapelse i det grænseslöse, skyldes ikke mindst
det, at det bare blev til længsel efter alt
120
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
