Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Björnsons »Over ævne». Förste og andet stykke. Av Kristian Elster. III—V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJÖRNSONS »OVER ÆVNE»
OVER ÆVNE, ANDET STYKKE, TREDJE HANDLING, FÖRSTE MÖTE.
NATIONALTEATRET I KRISTIANIA.
det deilige han ikke fik. At de veke
stunder aldrig blev til sterke stunder. Han
har ikke levet livet, aldrig fölt dets ild,
dets södme.
Björnson har i sin menneskeskildring
retfærdig fordelt lys og skygge over de
stridende parter. En stoltere, en mere
herremæssig förer end Holger kan intet
ar-beidsgiverparti forlange. Det er vel ingen
som ikke i vor almuetid herhjemme föler
styrken av hans ord om myretue-tiden og
tusenben-fantasien og tilbake til genierne
og viljerne. Men Björnsons kjærlighet er
hos Elias og Bratt. Bratt med
folkeforerevnen, med det tændende ord og det usikre
sind, altid med tvilen om han kan fore de
andre paa ret vei. Han higer efter en
tro, han aldrig kan naa. Han styrter
ogsaa ut i det grænselöse. Men han ser det
og fortviler.
I virkeligheten er Halden Holgers
farligste motstander. Han er nedenfra,
resultatet av en av hine uforsigtige
krydsninger, med det brændende had i sig, med
den tause hevnvilje. Björnson har bare git
ham faa ord at si — deriblandt de litet
troværdige hvor han böier sig for Rakels
magt, — men han virker desto sterkere
ved sin tilbakeholdne taushet, den stilt
glödende vilje der driver Elias til sin gjerning.
Den opforelse Nationalteatret gir
skuespillet er paa mange maater mangelfuld.
Dramaet kom til at virke mere forældet
ved opförelsen end under læsningen. Den
ydre ramme var falmet og stövet. Særlig
var dekorationerne i förste akt uheldige.
Vi skal være nede i Helvede, i en storbys
elendighet, der last og nöd bygger dör,i
dör, der solen aldrig naar. Der skal staa
skrik og aande rædsel fra dette Helvede;
men teatret gav en smule
smaastadsdeko-ration, en næsten idyllisk fattigdom,
hvortil jeg tror solen naar noksaa gladelig. Og
som denne dekoration de andre, flate og
likegyldige, og saa det rædselsmaleri som
avslöres i anden akt under et tilrop som
löd som det blodigste haan: »Ja det er
herlig! I sandhed det er herlig!»
Hele forestillingen savnet spenstighet.
Massevirkningen var uten liv. Der var ingen
bevegelse blandt arbeiderne i förste akt,
Bratts ord tændte ikke. Og i tredje akt
var der ingen angst blandt arbeidsherrerne,
der skrek ingen dödsångst fra dem, den
121
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
