Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ensom. Af Robert Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ROBERT HANSEN
Münter halvvejs sad og skammede
sig over Manuskriptets Tørhed. Hans
Hjerne arbejdede haabløst for at faa
puttet en eller anden Aandrighed ind
mellem dets knirkende Videnskabelighed.
Adda Borbergs Nærværelse paa samme
Tid lammede og elektricerede ham. At
han dog ikke var blevet Digter i Stedet
for Sprogforsker! Sad hun mon ikke
inderst inde og lo ad ham, saa tør og
forsigtig og teoretisk han var? Skönt
der havde været noget mere end ren
og skær Forlegenhed i det Smil forleden
Aften, da hans Hænder var kommet til
at strejfe hendes. Aah, dette
sødmefyldte Nu! Han havde bagefter hjemme
i sit Arbejdsværelse siddet og kysset
Haanden, akkurat som en forelsket
Skoledreng. Hvor han var dum! Men hvor
det var herligt at være dum!
Og saa dette, at hun var kommet
nu i Aften. At hun havde forstaaet
Bønnen til hende i det Par Ord, han
havde sagt til Frk. Holm om, at det
var bedst, de nu i Aften fik skrevet
Afhandlingen ren! Hendes Smil havde
iøvrigt gjort ham saa bevæget sikker paa
det allerede dengang. Han havde regnet
med det, som man regner med Sol om
Sommeren og. . . . Blot han ikke var
saa lidt køn — og kedelig. Han gav
sig uvilkaarligt til at rette paa sin
Stilling i Krogen, søgte at gøre den mere
plastisk. Han vendte Profilen om mod
hende. Den var det kønneste paa ham!
Han anstrengte sig for at gøre sin
tørre og hakkende, lidt sippede Stemme
klangfuld mandig. Mon hun lagde Mærke
til det?
Adda Borberg sad tankefuld og røg.
Kontoret var saa hyggeligt med sine
Bondemøbler og høje Paneler og Malerier
af Kunstens yngste. Og der duftede
allevegnefra af Blomster. Og hun elskede
Blomster! Navnlig dem der skulde dyrkes
og passes, holdes af som et Menneske.
Blomster var det ensomme Menneskes
kæreste. Og hun havde — ligesom
Frk. Holm inderst inde — følt sig
ensom trods Forældre og Bekendte lige
siden den Dag, han for omtrent syv Aar
siden var død. Havde ikke villet tro,
at noget kunde bryde denne golde
Ensomhed. Havde anset en saadan
Mulighed for en Blasfemi mod den dødes
Minde. Mænd frastødte hende ogsaa i al
Almindelighed. De var saa raa, saa
ublufærdigt ligetil. Og hun hadede
Letfærdighed. Hun troede ikke paa deres
skønne Ord om Elskoven som den
altforglemmende, sødmefyldte Lyst. Snarere
var den en Smerte, som kun
Udløsningen formaaede at hidse til et Smil,
et sælsomt Smil, der kun var en fornyet
Længsel efter Kærlighed. Hos Dyrene —
i menneskelig eller Dyre-skikkelse —
var det Driften alt gjaldt. Hos Mennesket
Kærligheden.
Adda Borberg kom til at smile, og
det strømmede til hendes Hjerte og
lyste i hendes Øjne. Hvor alt var
forandret nu! Thi hun var jo Bonden,
der saa Sæden bugne gylden og frodig.
Hun var jo Moderen, der følte Barnet
røre paa sig. Hun var rig — før havde
hun været saa ubegribelig fattig.
Hun saa over mod Münter. Han
sad med Hovedet bøjet og dikterede.
Der var noget klogt og stærkt og paa
samme Tid mærkelig hjælpeløst over
ham. Og hun huskede hans Øjnes
Ydmyghed og deres Renhed og hans
skælvende Hænder, da de strejfede hendes.
Hvilken Nænsomhed, der havde aandet
ud af disse Hænder! Hvor hans nervøse
Ansigt var bleven kønt og fuldt af Fred. . .
Telefonen ringede i det samme. Adda
Borberg foer sammen. Dens paagaaende
Kimen løb som en kildrende Kulde
igennem hende. Klaviaturet bralrede
og tav bråt. Frk. Holm greb
Mikrofonen. Münter standsede midt i en
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
