Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Werner Söderhjelm (26/7 1859 — 26/7 1919). Av Vald. Vedel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
WERNER SÖDERHJELM
dotesamling »Disciplina clericalis» —
den sidste et mægtigt, endnu ufuldført
verk, beregnet paa 4 bind og bygget op i
forening med professor Hilka i Breslau paa
en kollationering af ikke mindre end 63
haandskrifter. Artikler, »stokfilologiske»,
om accentforskydning ved verber i
gammelfransk og om sammensatte verbers
adskillelighed i tysk. Afhandlinger om
identiteten af Thomas, forfatteren af
Tristan, og Thomas, forfatteren af Horn,
og om spor af Ciceros tabte traktat De
virtutibus hos en fransk forfatter fra det
I5:de aarh. Et særligt, lykkelig valgt
arbeidsfelt blev for Söderhjelm den
franske prosaiske fortællingslitteratur
mellem 1300 og 1550, — overgangen
mellem de middelalderlige »fabliaux»
paa vers og renæssancens roman og
novelle. Den var tidligere forsømt, og
Söderhjelms undersøgelser udfyldte her
virkelig forskellige huller i den franske
litteraturs historie. En række
specialundersøgelser — over Ant. de la Sale,
Martial d’Auvergne, Jehan de Paris,
Quinze joyes de mariage — kastede nyt
lys over dunkle punkter, og en samlet
fremstilling byggedes derefter op paa
disse forstudier: Les débuts de la
nou-velle française et l’art de conter au XV
siècle — en fremstilling, i hvilken
fortællingstoffet belyses historisk og
fortællekunsten analyseres æstetisk, saa
indgaaende begge dele, som det ikke
tilnærmelsevis var gjort af nogen fransk
eller tysk forsker.
Alt dette var jo nok til smukt at
udfylde en andens arbeidsdag. Men
Söderhjelm var tidlig oppe om
morgenen, og menneskene og livet lokkede
atter og atter hans urolige virkedrift,
hans aabne modtagelige aand udfradenne
historisk-linguistiske faglighed. Allerede i
studentertiden i 80erne havde han med
liv og sjæl sluttet sig sammen med nogle
ligesindede jævnaldrende — især Juhani
Aho, Tavaststjerna, den tidlig afdøde
kritiker Hjalmar Neiglick — med det
formaal at låve »gennembrud» i finsk
aandsliv: modernisere og europæisere
det i »realismens» og »udviklingens»
tegn, saadan som Georg Brandes
docerede det i Danmark, som de store
nordmænd og den store iconoclast i Sverige,
Strindberg, praktiserede det. En
»ung-fennoman» bevægelse, upolitisk, men
kulturelt radikal, som i lige grad vilde
den finsk-finske præste- og
bonde-obsku-rantisme til livs og den svensk-finske
konservative dannelse, saaledes som Estlander
og Finsk tidskrift repræsenterede den; det
oppositionelt stridbare i Söderhjelms
finske naturel kunde allerede da lufte
sig i den lille Helsingfors-avis, hvor de
unge rabulister skrev. Paa hans
uden-landsreiser havde København været hans
første station, og han havde her i
Brandes set en art forbillede. Ovre i Paris
lukkede han sig heller ikke inde blot
i de middelalderlige studier under Gaston
Paris, men gik i teatrene, læste Zola og
Maupassant, sluttede sig med varme til
den djærve, radikale naturalisme og traadte
ogsaa i et befrugtende samkvem med
den nordiske koloni — med Bjørnson,
Lie, vistnok ogsaa Strindberg —
gen-nembrudsmændene i Norge og Sverige.
Og saaledes har Söderhjelms senere
ophold i udlandet været »Lehr-» og
»Wan-derjahre», ikke blot reiser paa fagets
vegne. Altid lagde livet og dagen og
frie almene kulturinteresser beslag paa
ham ved siden af fagstudierne, og da
han i 1907 studerede i
Vatikanbiblioteket og Biblioteca Laurentiana i
Florens, forsømte han ikke Villa d’Este og
Mediceernes Quattrocento for
haand-skriftstudierne: sammen med sin
reisefælle, den yngre, for tidlig afdøde broder
Torsten sendte han »från Florens
vår-blåa himmel hem till läsare i hemlandets
höst» de livfulde og skønne kultur-
339
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
