Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Danske Bøger. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DANSKE BØGER
Fordel, at han kender sine Figurer og deres
Milieu ud og ind — det gaar ikke ham
som Carsten Hauch, der skildrede Polen
uden nogensinde at have besøgt Landet,
hvad der var muligt og tilgiveligt i
Romantikens Tidsalder — og just fra polsk
Side har hans forbavsende Fortrolighed
med Landets Sæder og Skikke, de ægte
og natursande Billeder, han giver af det
nationale Samfundsliv, vundet udelt
Anerkendelse.
Der kan siges meget mod Emil
Rasmussens Forfatterskab, og han er sandelig
heller ikke bleven skaanet — kedelig er
han dog aldrig. Der er dramatisk Kraft
over hans lidenskabelige Romanoptrin, og
hans Personer, enten de nu hører hjemme
paa de polske Slotte, i Præstegaarde eller
i Husmandshytter, ejer rødt Blod i deres
Aarer. »Bag gyldne Mure» er derfor en
levende Bog, og den vækker baade vor
Eftertanke og vor Medlidenhed.
Medlidenhed er ogsaa den Følelse, Thit
Jensen ikke uden Held appellerer til i
sin Roman »Kærlighedens Kaabe», en
usigelig knugende og nedstemmende
Beretning om en stakkels ung Mands Kamp
med Tuberkulosen, der nedbryder hans
Legeme Tomme for Tomme. Der er ingen
lyse Farver i denne Roman, en
Sygehistorie udført med minutiøs Redegørelse
for hvert Stadium i Tilstanden, men
forsonende ved flere friske og livfuldt
opfattede Billeder af Hverdagene paa Landet
og ved ikke faa Silhuetportrætter, som en
enkelt Streg ofte gør levende. Ud af
Rammen falder blot Romanens sidste
Kapitel, hvor Toni, der har givet Broderen
den sidste Haandsrækning ved en
Indsprøjtning, venter paa Bud fra ham »fra
Naboverdenen». I »Kærlighedens Kaabe»
er Tonen ellers velholdt, Bogen virker
— med den nævnte Undtagelse — som
af en Støbning og viser Forfatterindens
Kendskab til meget forskelligartede
Samfundslag og deres Verdensopfattelse.
Langt mindre smidig er den Bog, hun
under Titlen »Gerd» har skrevet om »Det
tyvende Aarhundredes Kvinde». Gerd er
en jysk Præstedatter, som tidlig har mistet
sin Moder og nu voxer op til et
fortryllende lille Væsen, men ikke kan finde sin
Plads i Tilværelsen, ligesaa lidt i sin
Faders Præstegaard som ved Siden af den
unge Kapellan, der vil gifte sig med hende.
Thit Jensen redegør med stor Iver for alle
Afskygninger i Gerds Sjæleliv, ligetil hun
bryder med sin forlovede for selv at jævne
sig en Livsvej i Kjøbenhavn.
Kapellanen er en underlig fersk
Mandsperson, mere levende er Faderen i hans
tilgivende og forsonende Majestæt, og Gerd
selv har de samme blændende Farver, som
en fuldmoden Rose. Men Romanen er
altfor uligevægtigt fortalt, snart skumpler den
afsted som en gammel Karrosse, snart
farer den over Stok og Sten. Sproget er
tungt og klodset og synker for ofte ned
til skematmæssigt Referat, hvor Livets
Uberegnelighed vilde kræves.
Med særlig Nysgerrighed gribes de
Bøger, som ikke sejler under de engang
for alle afstemplede Forfatternavne. Carl
Jacobi har vistnok tidligere udgivet et
Par Fortællinger, men de er gledne saa
temmelig upaagtede forbi — først nu har
hans Roman »De syv Vise» henledt
Opmærksomheden paa ham. Ikke fordi han
fremtræder med et fastformet og
almengyldigt Digterværk, men fordi der her
alligevel er noget af den Oprindelighed og
Dybde, ny dansk fortællende Litteratur
længe saa haardt har savnet. De syv Vise
— det er en Skare unge Mænd, som har
truffet hinanden i de gyldne,
letpaavirke-lige Ungdomsaar, og som nu den modne
Manddom lader skilles og mødes under
deres Skæbners højst forskelligartede
Udviklingslinje.
Barndoms- og Drengeaarenes jyske
Eventyr er fortalt med en djærv og stærk
Oprindelighed, med en ung lysende Kraft,
som viser Jacobis robuste Talent, ligesom
Indledningskapitlets Fødselsscene er et
Stykke Realisme, som ikke kan gengives
med mere foruroligende og forstemmende
Sandhed.
Selv om Romanen ikke senere hæver
sig til samme skildrende Fynd, rummer
den dog stadig Optrin, som bider sig fast,
fører stadig frem i Forgrunden saadanne
Mennesker, for hvis Skæbner der kan
vækkes Deltagelse, kæmpende eller vege
Naturer, der omsmeltes i Livets buldrende
Værksted. Der er i »De syv Vise» noget
af en Dannelsesroman i moderne Forstand,
unge Idealisters Sammenstød med den
vanskelige Tilværelse, Kærlighedens Skuffelser,
Erhvervets knugende Krav til Evnerne,
Skuffelsernes dødbringende Klamhed over
395
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
