Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Danske Bøger. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL BEHRENS
i Favn, og hans Sprog føjer sig mygt og
bøjeligt efter hans strømmende Følelse —
Resultatet er imponerende.
Ja saa imponerende, at det udjævner
det mere utilfredsstillende Indtryk af
»Norne-Gæst» som Roman. I saa Henseende
bliver den tilsidst en Række flot henkastede
Fresker, virtuosmæssigt formede, men kolde
og abstrakte. Naturskildringerne bærer
»Norne-Gæst» højt over Døgnet og gør
Bogen til en af dem, der vil blive
staaende fra disse Aar.
Paa Højde med disse storladne
Skildringer naar intet andet Værk fra i Aar.
Typisk dansk i sit stiklende Vid og
sit erotiske Skælmeri er den lyriske
Novelle, for hvilken Thorkil Barfod
afgiver Typen i »Jordens Børn». Den unge
Forfatter bevæger sig med næsten for stor
Lethed i Gudernes Tungemaal, men selv
om han bruger for mange Ord og
undertiden svigtes af Præcisionen i det
billedlige Udtryk, ejer han i sin sorgløse
Ungdom og sin muntre Respektløshed, med
aarvaagen Sans for alt, hvad der er tillavet
og pertentligt, forfriskende Evner, som vil
kunne voxe med større Maal.
Ogsaa Marinus Børup har Skrevet en
lyrisk Novelle »Laurits Nøhrs Hjærtefejl»,
som han uheldigvis har indsvøbt i alt for
månge Forbehold, noget i Retning af en
literær Pastiche. Naar man fjærner de
Avner, der indeslutter Kærnen, bliver der
tilbage en rørende Kærlighedshistorie om
en Månd, hvis »Natur er en Digters Natur»,
hos hvem det, der duer, ikke kan
forvandles til Penge. Hans flammende Hjærte
og Rigmændenes kolde og tilfredse
Forstemthed — det er en Modsætning, som
der ikke kan bygges Bro over.
Der er en skælvende Uro over denne
novellistiske Lyrik — i dens Dirren og
Flimren, Smægten og Syngen saa ægte
dansk.
Dansk i hele Tonen er ogsaa den lille
anonyme Novelle »En Septemberdrøm» —
Drømmen om, at den kølige September
atter kan forvandles til en forjættende
Maaned Maj: den hastig fremblussende
Kærlighed hos en Månd, der er ude over den
første Ungdom, og som et Øjeblik lader
Drømmen forgylde den Tilværelse, han
har følt tung og trykkende ved sin
barnløse Hustrus Side. Drømmen afløses dog
af en løfterig Virkelighed — de høstlige
Farver betegner ikke Død, men Liv. En
fin Novelle, præget af den kvindelige
Psyche, med yndefulde og farverige
Blomstersirater i Stil og Tone, ogsaa den ægte
dansk i sin forbeholdne Form, hvor
Lidenskaben er tøjlet — mere latent til Stede
end umiddelbart fremtrædende.
I »Træbukken og andre Fortællinger»
har Sophus Michaelis samlet sin
novellistiske Produktion, der hist og her er
præget af Lejlighedsarbejdet, men selv da
bærer sin Forfatters stilistiske Mærke og
skønhedsdyrkende Form. Den Fortælling,
der har givet Samlingen Navn, er en
interessant Studie over Krigspaniken, der
slaar ned uden Personsanseelse, skrevet i
en ejendommelig rammende Stil. Saadanne
Fortællinger som »Kindhesten» og »En
Dansker» rummer hele Romaner in nuce
og virker i deres fortættede Form stærkt
og lødigt. Og i »Nøglen i Døren»
udvider Michaelis sit Omraade og lodder
Dybden af kvindeligt Raffinement, naar
det gælder om at tage Hævn over
formentlige Krænkelser. Der er en blodig
Ironi i Fremstillingen af Professor Peder
Ankers erotiske Erfaringer, som er ny hos
Michaelis, i hvert Fald i hans tidligste
Nutidsfortællinger ikke formaaede at ætse
og svide som her.
Dog længst erindres fra denne Bog
Skildringen af den frygtelige »Muspelsøn»,
Ætlingen af det hede Afrika, der er
bleven rykket op fra sin Vildmandstilværelse
og nu kæmper i »de hvide Herskeres egne
Lande» Side om Side med de Herrer,
»for hvem han hidtil kun havde været en
Hund». Der er indfanget noget af den
primitive »fanatiske Krigssult» i denne
■ uhyggevækkende Fortælling.
En stor Personlighed svigter Michaelis
ikke i sin Bog — Napoleon. Han træder
frem — skildret med digterisk Intuition
— »6 December 1812», da han, den
hidtil ubetvingelige, staar paa Afgrundens
Rand i det hvide Rusland og kun reddes
ved brave Ulaners Hjælp, saa han kan
fortsætte sin Færd »gennem Vinter og Sne
og tredive Graders Kulde» til Paris »for
at komme sin egen Ulykke i Forkøbet».
Napoleon — han er ogsaa en af de
livfulde Skikkelser i Svend Leopolds »Ti
Aftener», ti Episoder af hans bitre
Fjende Madame de Staëls Liv. Hans
utilnærmelige Ro faar hendes selvsikre Op-
398
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
