Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Henrik Wergelands lyrik. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK WERGELAND
Dertil kommer, at Wergeland savner
tradition utenfor Norge. I hans dager
var Norge et sterkt mottagende, mindre
et givende land. Grannefolkene var ikke
vante til at spörge nyt derfra. Norge var
landet med de vilde fjell; men kunde
der komme noget overordentligt fra
dette Nordens Galilæa? Senere, da det
norske åndsliv blev fyldigere, da månge
stod, hvor en hadde staat •— digtere,
malere, musikere, historieforskere — blev
det anderledes. Da brot Norge i
ström-mer ut over grænserne. Henrik
Wergelands navn fulgte med, men först og
fremst navnet. Der var så meget at
lægge merke til, som endnu var
spændende nyt. Wergeland var allerede en
historisk skikkelse. — Og dog er der
så meget i hans digtning, som er av
evighet.
I en kort tidsskriftartikel kan jeg
ikke gi nogen biografi av ham. Jeg får
nöie mig med at minde om et par
årstal: at han födtes i 1808 og döde, 37
år gammel, i 1845. Jeg kan også nævne,
at han tilhörte en evnerik slegt. Hans
far, presten Nicolai Wergeland, stod i
en viss anseelse som forfatter av sterkt
patriotiske verker; og Camilla Collett
var hans söster.
Men om jeg holder mig til
Wergelands digtning, hvad skal jeg vælge ut
av den overvældende mængde ? Jeg kan
ikke gå ind på hans vældige epos
? Skabelsen, Mennesket og Messias», heller
ikke på hans dramatiske arbeider med
deres ulike indhold, form og værdi,
heller ikke på den side av hans
produktion, der politikeren og
folkeopdrageren træder sterkest frem. Og jeg
må gi avkald på en analyse av hans
större episk-lyriske verker, skjönt de
tildels (som »Jan van Huysums
Blomsterstykke» og »Den engelske Lods») hörer
til perlerne i norsk poesi. Jeg må holde
mig til nogen få av hans mindre digte
— de i formen klareste, i stemning
inderligste — digte, vi nordmænd mindes,
når vi taler om det skjönneste, vi har
mött i fantasiens verden.
II.
Angst! o angst! jeg overvældes
af himmelske syner og verdens storhed,
af livets brogede hvirvel.
Altet med tallöse toner ombruser mig–
Slik har Wergeland, 20 år gammel,
skildret inspirationens öieblik. Og når
oplevede han det ikke? Verden var jo
Guds klædebon, dag og nat
åbenbarelseformer av en evig herlighet. . Alt var
besjælet, alt talte til ham, alt var
forsteoplevelse og under: »Glem ikke
stjernerne! Glem ikke blomsten! Glem ikke
ormen i stövet!» Han hörte ikke
forbandelsen over »det listigste av alle
markens dyr», menneskets fiende; han
visste bare, att det var Gud, som hadde
»indblåst livsånde» ogsaa i »ormen i
stövet». Hans tanke sökte sammenhæng
mellem tingene og uendeligheden; overalt
fandt han det samme mægtige livets
princip, skjönhet på skjönhet, visdom på
visdom. Hans synspunkt var det
guddommelige; »fra det guddommelige
synspunkt gives der ingen skyer, der er alt
en glans, en herlighet» (Novalis). Der
står han, beruset, stammende av
henrykkelse, overvældet av »synernes
mængde», av »tallöse toner». Som en
forherligelse av livet strömmer de gjennem
ham, og de tier ikke selv overfor döden.
Ti döden er en ny kilde til liv;
tilværelsen, den hellige moder, rækker barnet
det andet av sine bryster. Han vet
endog, midt i livsberusningen, at dödens
kyss er »det eneste kyss i verden, som
tillfredsstiller og er trofast».
Han har det travelt på jorden,
travelt med at se, beundre og elske. Og
han ser skarpt — alt det konkrete;
451
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
