Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Henrik Wergelands lyrik. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FREDRIK PAASCHE
Vidn, gamle træ, hvem jeg har dyrket som
en guddom,
og hvis knopper jeg hvert forår har talt ivrigere
end perler!
Bed for mig, så skal jeg öse vin på dine rödder
og læge dine ar med kys.
Din krone må alt være i sit fagreste lysgrönt,
dine blade alt suse derude — —
Gjennem hele hans liv hadde naturen
skapt religion hos ham, myte, ritus. Han
har dyrket træet i dets vårlige
skjön-hetsåbenbaring »som en guddom», og
nu vil han öse vin på dets rötter, og
læge dets ar med kys, om det kan redde
ham fra döden, skilsmissen.
Men han overvinder sig selv. Han
overvinder fölelsen av skilsmisse. Den
skjönhet, han har elsket og tilbedt, skal
fölge ham ind i döden — og længer. I
digtet »Den smukke familie» tar han
den med sig, idet han går. Digtet
fortæller om et under, han har oplevet:
Min sjæl har slået sine vinger sammen;
den knæler ligesom i et tillhyllet kapel;
thi mine öine have lukket sig over det syns
herlighed,
jeg har havt.
Rosen — den han ikke ventede at
få se udsprungen — har åpnet sig om
natten og står med »seks
halvtudsprung-ne omkring»:
»O hvilken smuk familie!» sagde jeg.
»Den fuldtudsprungne er som en moder mellem
sine dötre.»
I den störste rose »sad der en
matrone, ikke större end en humle, og
klædt som den i gyldenstykkes tröie og
sort skjört.» Og hun fortæller, at i de
halvudsprungne roser sitter hendes seks
ældste dötre:
»Vi ere génier, englenes tjenerinder.
Alle ere vi i din moders tjeneste.
Hun har sendt os for at forfærdige den dragt,
hvori din sjæl skal fare hen.»
Han åpner roserne:
I hver af dem sad en genius, herligere klædt
end guldbillen.
Alle arbeidede de som moderen.
Ansigterne syntes mig bekjendte.
De syntes mig at være afdöde elsktes.
»Se hvilken herlig rosafarvet tunika du skal få!»
sagde den förste.
»Frygt ikke for, at den er for lidén!» sagde
den anden.
»Så snart den kommer under fri himmel,
udvides den.» — —
En syede på et par sandaler, der så ud som
et par af de små hule fine blade i rosens indre.
»Med dem kan du træde på solens glödbund»,
sagde hun
Og syede og syede med en syl ikke större end
en mygs brodd.
Den sjette, som er færdig med sit
arbeide, taler længe til ham:
»Men kjender du mig ikke? Jeg er det fattige
barn,
som du önskede var dit.»
Og nu tæller han pludselig fjorten
knopper til. Han får vite, at i den sidste
knop »ligger en kanarifugl, ikke större
end et bygkorn, og en höiröd dompap,
ikke större end en granat». Hans mor
har sendt dem, »forat du kan se, at du
træffer alle igjen i himlen, som du har
elsket, endog det mindste»:
»Når hjertet hæves til herligheden, fæster også
det uskyldige
jordiske, det har elsket, sig til det som til en
magnet.»
»Den söde sladrerske» tör ikke
forråde meget av himmelens religion:
»Dog vil jeg sige dig, at du skal få se din
hest, om du længes–
I en skydal skal du se ham spise nelliker
til-höire
og levköier tilvenstre.
Vil du endnu en gang tumle den;
nu vel! himlen har vide sletter.
460
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
