Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - M. Goldschmidt. Födt den 26 oktober 1819. Af Hans Kyrre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANS KYRRE
i »Sankthansnatten», Welhaven i sine
Digte, Asbjörnsen og Moe i deres
Eventyrsamlinger, — alle mödes de i
Overbevisningen om den folkelige Sagn- og
Eventyrverdens Fornyelsesevne og i en
Stræben efter at skabe den Stil, Emnet
krævede.
Goldschmidt var i Christiania daglig
sammen med Welhaven og Jörgen Moe.
Ved Afskeden för Fjeldrejsen skriver
Welhaven til ham — i Fortsættelse af
den Huldre-Konversation, Goldschmidts
Rejsedagbog bærer Vidnesbyrd om:
»Rejs med Gud og mine bedste Önsker
og hils Huldren. De træffer hende vist.»
Og det gjorde han. Han traf hende i
Skikkelse af en ung Præstefrue i Tudal
Præstegaard; om dette Möde fortæller
han i sin lille utrykte Rejsedagbog:
».. . Det vilde være en skrækkelig
Utaknemlighed mod Skæbnen, om jeg ikke
höjt og tydelig sagde til mig selv i
Aften: Jeg er lykkelig. Jeg föler,
hvorledes denne Dag krystalliserer sig i Sindet
til dejlige, blöde, vemodige,
inderligkærlige Erindringer. Disse faa Timers
Liv her i Præstegaarden er en dejlig
Idyl, hvorigennem bæver en sagte,
smertefuld Streng for den, der har Ore
til at höre. Hvor er hun elskelig —
dejlig denne Kvinde! Aldrig vil jeg
glemme dette kvindelige Billede
(Welhavens Digt 96).» Senere tilföjer han:
»Skönt hun maaske ikke egentlig er,
hvad man kalder smuk, er hun dog i
mine Öjne den dejligste af alle
Kvinder. Og hun vil engang selv blive et
Sagn; thi der siges allerede, at den, der
kommer til det Sted, hvor hun bor, og
blot er kort Tid i hendes Nærhed,
glemmer hende aldrig.»
Af denne Stemning udspringer Ideen
til det Huldre-Eventyr, som afslutter den
ovennævnte Skildring af »Fjeldrejsen».
Parentesen, der slutter den förste Dags
Optegnelse, er et stilistisk Memento,
Digtet, der skal erindres, er »Huldren»
i Welhavens blandede Digte II (1839—
1848), dets Toner gaar tydeligt igen i
Huldreeventyret, i et enkelt Vers er dets
Grundtone anslaaet:
Mens Huldren flytter,
Du maa ej til Fjeldet vandre;
dvæler du der og lytter,
kan hun dit Sind forandre.
Det er med Eventyr-Stilen som med
Sagaerne: den virker i det förste Forsög
sögt; selve Eventyret, Huldren, er noget
sögt, han var draget ud med det
bestemte Forsæt at finde, Vennerne havde
givet ham Paalæg derom,
Huldreeventyret er det Jagttrofæ, han bringer med
sig fra Fjeldet. Men 12 Aar senere —
i Rom i 1862 — mödte ham det store
Eventyr, der »bydende skulde anvise ham hans
Livs Formaal», den skönne danske Frue,
der ved deres förste Möde gjorde et
Indtryk paa ham, som han kun kan finde
Ord for i et Citat af Dante:
Og i en Kjortel som af Lyset spunden,
saa jeg en Kvinde, da mit Blod sig hæved o. s. v.
Den förste Frugt af denne Kærlighed
er Romanen »Arvingen»; men da den
faa Aar efter endtes i Skilsmisse, fordi
noget fortidigt stillede sig hindrende
imellem dem, krævede Sorgen sin Poesi
og blev til en ny Eventyrdigtning, hvis
Indhold er ægte, og som derfor ogsaa
af sig selv stöber den personlig sande
Form. Saaledes blev den Fortælling til,
der baade ved Indhold og Stil er Perlen
i Goldschmidts Kærlighedsdigtning i
Tresserne: Bjergtagen I.
Overalt fölger Goldschmidts
Stiludvikling de samme Veje: i umiddelbar
Begejstring griber han en Form, der
engang har grebet ham: Sagaerne,
Eventyrformen, den jödiske Stilform, som
han oprindelig lærte den at kende af
Talmud og af gamle polsk-jödiske
Legender. Gennem personlige Oplevelser
516
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
