Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - M. Goldschmidt. Födt den 26 oktober 1819. Af Hans Kyrre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANS KYRRE
efterladte Papirer, fylder 15 tætskrevne
Oktavsider.
Han har fölt disse gamle hebraiske
Overleveringer som en Bestanddel af sig
selv, som en Kilde, der altid har rislet
langs hans Vej, og som han nu bevidst
erkender som det Væld, hvoraf hans
egentlige jödiske Digtning er runden.
Ærbødigheden for Talmud bliver ham
derfor eet med den Ærefrygt, som
gud-belönnes. Derfor indleder han ogsaa sit
Brev med en Nemesistanke, med at
udtale Troen paa ved denne
Pietets-Hand-ling at have skaffet sig Yndest hos
Guddommen :
»Det er betegnende gjort af
Skæbnen, at den samtidig har lagt i min
Brevkasse sidste Ark Korrektur paa
»Talmud» og et Brev fra Hauch, hvori
han meddeler mig, at han har indstillet
»Rabbi Eliezer» til Antagelse.
Sammenhængen mellem de to Ting kan
imidlertid bedre föles af mig end forstaas af
Andre . . . Bogen staar i intimt Forhold
til mig; thi for de Faa, der ville og
tillige kunne se, indeholder den Nöglen
til, hvad man venskabeligt kalder min
Poesi, og til, hvad De kalder min Kultur,
min Dannelse. Denne er nemlig ikke
blot et individuelt Produkt, men tillige
og væsentligst en Arv gennem Blodet,
og det er den forunderlige Nydelse eller
Glæde, jeg har haft af at oversætte
Skriftet, at jeg ligesom har været
personlig nærværende ved min egeii Födsel,
för jeg blev födt, har gennemgaaet en
Slags Sjælevandring, men i omvendt
Retning, fra det Nærværende til
Oprindelsen, i Steden for fra Afslutningen til
ny Begyndelse.»
Denne Paavirkning, der jo tydeligt
spores i Goldschmidts jödiske Digtning,
yttrer sig i en egen Art Poesi, som han
selv fölte gjorde den fremmed for
nordiske Læsere. I en Anmeldelse af
Heines »Romanzero» fremhæver han denne
Vanskelighed ved at opfatte en Digter,
hvis Stil i en saa særlig Grad er farvet
af det fremmedartede, og han taler her
ud af Erfaringer, han selv har hostet:
»Den jödiske Poesi maa anvende særlige
Ord, og for dem, der fatte Ordene,
synes det ved deres Lyd, at et gyldent
Skær ligesom Solens Aftenglöd kastes
hen over Digtningen. Saadanne Ord ere
Kadisch,Schabbesdeckel,Arbakanipfaus»,
— alle velkendte Ord fra Goldschmidts
egen Stil. »Man vil sige», fortsætter
han, »at det betyder ikke meget, man
kan til Nöd overspringe et enkelt Ord
og dog faa Meningen; men det er, for at
tage et Eksempel, umuligt for noget
Menneske at fatte hele Betydningen af
Digtet om »Jehuda ben Halevy>, der i
hellig, unævnelig Længsel valfarter til
Jerusalem og sidder med det hvide
Hoved bly nedtrykt syngende paa
Ruinerne, og hvem en forbiridende
Saracener af Kaadhed stöder Lansen i Hjertet,
og som Englene i Himmelen modtager
med hans egen Sabbatssang:
Und das sang und klang so lieblich,
Und so lieblich in den weiten
Himmelräumen wiederhallt es:
Lecho daudi likras Kallo —
det er umuligt siger jeg, at fatte den
forunderlige Vemods- og Jubelklang i
disse Ord uden at vide, at med dem
hilse alle troende Jöder Fredag Aften
Sabbaten, Herrens Brud, og til dens
Forherligelse er digtet mange skönne
Melodier ... Men selv om man ved dette,
selv om man faar Forklaring af Ordene,
saa er det, som om En skulde lære af
et Lexikon, hvad Julen er. Der er en
Viden, man modtager som Barn, ikke
gennem Hukommelsen og ikke ud af en
Bog, paa denne Maade er »Lecho
daudi» mer end Sangen til Herrens Brud,
mer end Melodien, den er en musikrig
Erindring om tusinde Ting fra lykkelige
Tider.»
518
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
