Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Stesönnen. Af Carl Jacobi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STESÖNNEN
undgaa at höre det. »Som to Alen af
et Stykke. — Ja — bliv som han!»
Skovrideren standsede og saa ud for
sig: Bliv som han! — Han syntes han
hörte baade Längsel og Ömhed i det
Udbrud. Nu, da han var kommen til at
tanke paa det, blev det ved med at
gentage sig i hans Ore.
Med langsomme og tunge Skridt
fortsatte han sin Vej.
Han havde gättet rigtigt: Drengen
var dernede. Deres Öjne modtes, idet
samme Skovrideren drejede fra Stien ud
paa Mosen. Drengen var i Färd med
sit Vandhjul, som hans Stefader havde
tänkt; han laa paa Knä og arbejdede
med det. Men han blev rasende over,
at Stefaderen opdagede ham syslende
med det; det var ikke mer end et
Kvarters Tid siden, han havde taget fat paa
det. Han havde ligget paa sin Ryg
over en Time — bleg af Vrede og med
knyttede Händer — og ladet et ondt
Had til Stefaderen äde sig ind; hans
Stefader skulde komme til at undgälde
for den Lussing, havde han svoret ved
sig selv, som han havde lovet ham; en
Svien i Kinden havde holdt hans Vrede
vedlige; det var den förste Lussing
nogen havde slaaet ham. — Hans förste
Tanke, da han saa Stefaderen, var at
springe op og löbe sin Vej. Men saa
gav han sig kun saa meget des ivrigere
i Gang med sit Hjul; Stefaderen skulde
ikke tro, han var bange for ham! Han
var netop i Färd med at aabne for
Vandet, og nu rev han den Jord og de Sten,
hvormed han havde dämmet op for det,
väk med Händerne, han lod det plumpe
ned. Og han havde beregnet rigtigt —
hans Hjul gav sig til at plaske rundt,
det drejede om sin Aksel, Skovlene
fangede Vandet, som de skulde. — Det var
det aller sidste, hvorom han havde talt
med sin Fader — saadan et Vandhjul,
hvordan det skulde laves, og hvad der
kunde sättes i Forbindelse med det; hans
Fader havde ligget — febersyg som han
havde väret — og talt med ham om
det; ja, han havde ridset det op for ham
bag paa en Bog med sin magre,
fugle-kloagtige, febrilsk energiske Haand. —
En Slags triumferende Gläde steg op i
Drengen, da han saa, det var lykkedes.
Skovrideren satte sig paa en stor
Sten, som laa lidt fra Drengen; han tog
Bossen af og lagde den ved sine Födder,
sköd Hatten tilbage paa Hovedet og sad
saa og saa hen paa Drengen, som sad
paa Hug med Ryggen til ham.
»Jeg kommer for at be’ dig om
Forladelse,» sa’ han endelig, tungt og
däm-pet. »Du maa ikke väre vred paa mig;
jeg ved godt, jeg var uretfärdig. — Vil
du tilgi’ mig?»
Drengen blev röd, men skjulte det
ved ikke at vende sig fra sit Arbejde;
han stäk begge Armene til over
Albuerne ned i Vandet og gav sig til at
flytte en Sten, som var faldet derned,
ja, han böjede sig saa langt frem, saa
han nästen rörte ved det med sit Ansigt.
— Der paakom ham en Slags Flovhed
over at den store Månd sad der og bad
ham om Forladelse, — og en Fölelse
som af Foragt steg samtidig op i ham.
— Alligevel svarede han om end
utydeligt :
»Ja.»
»Tak!» sa’ hans Stefader stille. —
»Naa — nu har du jo faaet Magt med
dit Hjul; til Lykke med det. — Men
skal du ikke hjem og spise? Du maa
jo väre sulten. — Din Mo’r spurgte
ogsaa efter dig, — hun var ängstelig.»
Drengen rejste sig og gav sig til at
stryge Jord af sine Knä. — Hans Kniv
laa aaben i Grässet ved Siden af ham
med sit halve Blad; — det var en
gunstig Lejlighed.
»Din Kniv er ikke god länger,» sa
Skovrideren. »Her skal du se —» han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
