Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Sønderjylland. Af H. L. Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sønderjylland
de to Hertugdømmer ved Arvedelinger
i Kongehuset opstod ny, mindre
Forleninger: Gottorpernes Og Sønderborgernes
Besiddelser. De ny Fyrstehoffer, som
derved tog Sæde i Slesvig, følte sig i
et og alt som tyske; og det stærke
Fjendskab, der efterhaanden udviklede
sig mellem det danske Kongehus og
dets gottorpske Vasaller, gjorde kun
Hertugerne endnu ivrigere for at
undertrykke Danskheden inden for de Omraader,
de beherskede.
Trods alle Forfølgelser havde det
danske Sprogomraade i Slesvig dog for
Landbefolkningens Vedkommende endnu
ikke lidt noget større Tab ved
Begyndelsen af 1800-Tallet. Kun Halvøen
Svans syd for Slien var da blevet
tysktalende. Men Tysk var blevet
ene-raadende som Rets- og Forvaltningssprog
i hele Hertugdømmet; og i Landet syd
for Flensborg Fjord og Vidaaen havde
det faaet Lov til helt at fortrænge
Dansken i Kirken og Skolen. De 4
nordslesvigske Købstæder: Haderslev,
Aabenraa, Sønderborg og Tønder, havde vel
endnu et aldeles overvejende
dansktalende Borgerskab, men ogsaa i disse
Byer var Fortyskningen saa godt som
helt gennemført i Kirken og Skolen.
Kun Landsognene i det egentlige
Nordslesvig havde beholdt dansk Kirke- og
Skolesprog. — Intet Under, at
Sønderjyllands dansktalende Borgere og Bønder
næsten helt havde mistet al
Livsforbin-delse med det øvrige danske Folk, at de
var ved at gaa op i en slesvig-holstensk
Partikularisme, der endog lod dem betegne
sig selv som »danske Holstenere». Inden
for Hertugdømmet Slesvig levede
Danske og Tyske i godt indbyrdes
Landsmandskab, efter at det var lykkedes
Kong Frederik IV at drive det
gottorpske Hertughus ud af Landet (1721) og
saalades genoprette Hertugdømmets
politiske Enhed.
Men mod Slutningen af
Napoleonskrigene vaagnede paa ny den politiske
og nationale Modsætning mellem Dansk
og Tysk i »de danske Hertugdømmer».
Det engelske Overfald paa Danmark
1807 drev vort Fædreland over paa
Napoleons Side og gjorde Kong Frederik
VI til Frankrigs tro Forbundsfælle lige
til Kejserens Fald. Men Tyskerne i
begge Hertugdømmer havde naturligtvis
under Befrielseskrigen mod Napoleon
1813—14 alle deres Sympatier paa det
øvrige Tysklands Side, og skønt Frederik
VI’s holstenske Batailloner stod trofast
ved Franskmændenes Side og ved
Bom-høved og Sehested kæmpede lige saa
tappert som de Danske mod den
svenske Kronprins Karl Johans Hær, der
vilde erobre Norge ved Felttoget i
Holsten, saa efterlod disse Krigsaar dog en
dyb Braad i Holstenernes Sind.
»Sles-vig-Holstenismen» begyndte at spire.
Man begyndte at kræve en fri Forfatning
for det »udelte» Schleswig-Holstein og
Forbindelsen med Danmark indskrænket
til en Personalunion som den mellem
Sverige og Norge. Hertugen af
Augustenborg rejste som Overhoved for det
sønderborgske Hus Arvekrav, der ikke
var uberettigede, paa begge
Hertugdømmer, naar Mandsstammen af det
danske Kongehus uddøde, hvad der
omkring 1840 viste sig nær Udsigt til.
Over for denne tyske Agitation
begyndte imidlertid den danske Nationalitet
i Nordslesvig snart at reagere stærkt.
Bønder og Borgere rejste Kravet om
det danske Sprogs Indførelse i det
offentlige Liv overalt i Slesvig, hvor Dansk
endnu var Folkemaalet, og man søgte
at komme i Forbindelse med det rige
Aandsliv, der i dette Tidsrum udfoldede
sig i »Kongeriget». Det første Forsøg
paa at virkeliggøre Grundtvigs
»Høj-skoletanke» : en fri og levende
Undervisning af Ungdommen i Modersmaalet,
83
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
