Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - To Skuespillere. Af I. C. Normann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To S kitespillere
rundt om i de faamælte eller stumme
Roller, man tildelte ham, naar der ikke
var nogen bedre for Haanden. Og en
skönne Dag kom da den fejrede, otte
Aar ældre Primadonna hen til ham paa
Teatret og betroede ham Prinsens Rolle
i et nyt Skuespil af Henrik Hertz, Amanda,
hvor hun selv skulde spille Hovedrollen,
mens han blussende af Undseelse stod
og stammede i det, indtil han omsider
fik sagt noget om at, hvis hun bare
vilde hjælpe ham, saa han kunde maaske.
Dog lige efter vaagnede hans Selvtillid,
og da han netop var saa heldig at faa
en anden Rolle, der var beslægtet med
hans Væsen og gav ham den
pludselige Oplevelse med Fru Heiberg i
omskrevet Form, spillede han ud som
aldrig för.
Han gav en rammende Skildring af
Grib i Hakon Jarl, der er ydmyg og
forsagt, kuet af Modgang, men i det
Öjeblik Kong Olaf slaar ham til Ridder
for hans brave Tjeneste, bryder befriet
frem med en Begejstring, som röber
hans egentlige Jeg, hans vildt ærgærrige,
stolte Natur.
En Gnist fra et medfölende, ildfuldt
Sind havde ramt og fænget i den dulgte,
halvkvalte Glöd i Wiehes Indre, saa den
blussende greb om sig, flammede op og
fortærede den oplagrede bittre Tvivl,
hærdede hans staalsatte Vilje, indtil han
brændte efter at meddele andre af sin
Ilds Varme.
Kort efter i Sammenspillet med Fru
Heiberg som Amanda (20 April 1844)
steg han da flammende i Vejret, saa
Skæret slog blændende ned over de
betagne og dybt forbavsede Tilskuere! Ti
hvad var dog dette for en æventyrlig
Forvandling? Den tovende, famlende
Forsöger med den usikre Gang, de
tilfældige Bevægelser, det raadvilde
Oje-kast og den ængsteligt dunkle Stemme,
hvor var han henne? Var det virkelig
den samme, der skred frem imod dem
saa overlegent rolig som et Monument,
med faa, overordentlig fölte Gestus, med
et uransageligt, ligesom bundlöst
dybsindigt Blik, der fæstnede sig tilbedende
paa den Elskede, saa hun skjalv derved,
eller saa’ forunderligt seeragtigt frem
for sig, som om det bönfaldt fjærne
Guder om at bevare hende for al
jordisk Trængsel. Saa overlegent rolig og
dog saa fuld af Ild! Og denne dybe
Stemme, snart graadkvalt forsagende,
snart frydefuldt jublende, altid af en
egen mættet varmende Klang, mindede
den ikke om Celloens vemodige Klage
eller Violinens selvsikre Sejersglæde?
Lyksalige som af berusende Musik
har de Tilskuere fölt sig, der oplevede
Michael Wiehes Ridder Tristan i Kong
Renés Datter (5 April 1845) eller hans
Chevalier i Ninon (4 Marts 1848) eller
hans Kjartan i Kjartan og Gudrun (13
Okt. 1848), der kom dem i Möde som
romantiske Elskere af det ædleste Stof,
som stolte utilnærmelige, ensomme
Apostle for en himmelstræbende Elskov, med
hypnotiserende Blikke, dirrende af
glö-dende Sværmeri. Læste disse Tilskuere
Hertz’ eller Oehlenschlägers Tekst
igennem paany for at gribe den sære
Oplevelse i Flugten, da syntes dem Ordene
ikke at klinge som för, Accenter og Rim
ikke saa magtfulde, Billederne, hvor
farverige de end var, at blegne, ti
blussede de ikke nylig af helt sydlandske
Farver og strömmede ikke Ordene imod
dem som fra et Orkester, brusende i et
södmefyldt Andante.
* *
•t.
»Jeg har Skatte nok, men de ere
alle döde; jeg er en Milionair, som döer
af Sult», skriver Höedt patetisk til
Wiehes Hustru i November 1849 fra
Silkeborg, hvor han var taget over for at
131
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
