Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - To Skuespillere. Af I. C. Normann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
/. C. No r mann
komme sig af et tiltagende Tungsind,
der var ubegribeligt for hans Venner,
som syntes, at han besad saa månge
Muligheder for at göre Tilværelsen lys
for sig og for andre. Men Sagen var,
at Höedt, der langt ud over den förste
Ungdomstid havde charmeret sig selv
og sine talrige Beundrere med sine
mangfoldige Interesser, nu var ved at
gaa til Grunde af Mangel paa en
bestemt, som kunde indgyde ham det rette
Livsmod. Han stod i et og alt i
Splittelsens Tegn.
Medens Wiehe havde hjemfört sin
Ungdomselskede til et usædvanligt
harmonisk Ægteskab, som kun Döden
kunde oplöse, havde Vennen bestandig
været optaget af at se sig selv i Spejl i
Forholdet til sine tallöse Sværmerier. I
sine Lyriske Sttidier fra 1844, hvis Titel
taler for sig selv, og i Breve fra senere
Aar rober han sig som en gold
Æstetiker, der er forelsket i sin egen
Forelskelse og som hverken besidder
Forforerens dæmoniske Kraft eller den
selvforglemmende Elskers Trang til
uegennyttig Hengivelse. Erotisk Lidenskab
var og blev hans Væsen fremmed.
Men Lidenskab for et Studium eller
andet Arbejde besad han altsaa heller
ikke. Teologien havde han ret snart
kastet over Bord, havde derpaa, for en
Tid, dyrket Filosofien —
Hegelforkynderen I. L. Heiberg og navnlig
Kierkegaard smittede ham vel — og saa
naturligtvis Æstetik, ti ingen Akademiker
kunde undgaa denne Pseudovidenskab
paa en Tid, hvor Byen var en sand
Ande-gaard af debatterende Æstetikere, og
under alt dette var Höedt ikke blevet
yngre eller mer troende, indtil han nu,
i sit 29 Aar, hverken var mer eller
mindre end en Studiosus perpetuus,
oven-ikøbet uden Typens dramatiske Tilsnit,
han var nemlig velhavende.
Intet Under, om han, som bestandig
havde levet paa, hvad andre ventede
sig af ham, fölte sig tirret af at skimte
Nederlaget i deres Blik, blev ængstelig,
fik Anfald af Livslede, endelig
strammede sig voldsomt op og — meldte sig
som Kandidat til det nylig oprettede
Folketing. Prækestolen var blevet til
Politikerens Tribune med andre Ord,
men ogsaa den kunde give Anledning
til en Slags Forkyndervirksomhed. »Jeg
vilde gjerne være Rigsdagsmand»,
skriver han til Wiehe, »af forskjellige Grunde,
blandt andre Kjærlighed til mine
Forældre, men væsenlig dog som et Baand,
der kunne knytte mig lidt mere til
Virkeligheden. t> For en maalbevidst Månd
er vel et Motiv tilstrækkeligt, men
iöv-rigt begriber man tilfulde Höedts Trang
til at komme i Lag med den
Virkelighed, han hidtil var flygtet for. Dog
vilde Virkeligheden ikke have ham,
Valget gik ham imod og han trodsede ikke
paa med den beslutsommes ukuelige
Energi, men til Gengæld gjorde han
det fornuftigste, han nu kunde göre:
han rejste bort fra det Hele, fra de
pinefulde Forhold og sit eget selvbeskuende
Forhold til dem, rejste rundt om i
Tyskland, derpaa til Paris, og her traf han
den Virkelighed, han havde Brug for,
her fandt han sig omsider hjemme i sig
selv. Da han efter god Tids Forlob
igen satte Foden paa Köbenhavns Grund,
meldte han sig til Debut paa det kgl.
Teater.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
