Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Gerhard Gran. Av Fredrik Chr. Wildhagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Chr. Wildhagen
lykkelig nyfund, naar det er en detail.
Nyt stof findes det i adskillige av
skriftene, i et par Björnsonavhandlinger, i
Kiellandavhandlingen, i Ibsenboken og
andre steder. Nyt syn findes det næsten
i alt. Men han lar aldrig opdagerglæden
ta magten, han er en myndig herre.
Man finder sjelden dvælende skildring
i Gerhard Grans skrifter. Derved faar de
sin konstruktive styrke og sin
kunstneriske forkortning. Virkningsfuldt nöier
han sig med at behandle intime forhold
med et karakteriserende, rask træk, hvor
en dvælen vilde være litet maskulin,
kanske sentimental. I avhandlingen om
Camilla Collett er dette iöinefaldende. Et
digt, endog et större verk kan han
færdigbehandle med et par adjektiver, hvor
en opstykkende analyse vilde virke som
en indtryksforstyrrende lemlæstelse. Han
ynder at la kunstverket virke ved det
det er, ikke ved alt den dypsindig
tolkende gransker kan finde under og bak.
Dette er styrke, men ikke bare
styrke. For om de fleste av Gerhard
Grans skrifter er man nödt til at si at
de ikke indeholder videnskapens
avgjö-rende og sidste ord. De er fortrinlige
reisverk, gode dispositioner, men ikke
de endelige bygverk.
Hans — efter min forstand —
ud-merkede avhandling om Camilla Collett
roper paa videre utförelse til et större
verk, Essayet om Amalie Skram godtgjör
at Gran skulde være manden til at skrive
boken om hende. Slik kunde man
fortsætte.
Höiest naar han — saa godt jeg kan
se — i de korte biografiske essays, hvor
dispositionen og karakteristikken falder
sammen. Blandt dem finder man
færdige kunstverker som vil ha langt liv
selvom gjenstandens betydning ikke
skulde betinge det. Læs artikkelen om
vennen, skuespiller Olaf Hansson. —
Men er det i mange skrifter han
ikke har sagt videnskapens sidste og
avgjörende ord, saa lar han os ikke i
tvil om at han, Gerhard Gran, har sagt
sit sidste. Han er stadig enig med sig
selv, og finder sine karakteristikker
slut-gyldige. Læser man et av hans större
skrifter, f. eks. boken om Ibsen, kan
man pludselig stanse op i et avsnit
som forekommer underlig bekjendt. Og
ganske rigtig, man finder det ordret
igjen i en tidligere avhandling, kanske
i to. Man forblöffes over hans
fremragende arbeidsökonomi, man smiler
kanske. Men det betyr no mere end
ökonomi; det er no maskulint sluttet
i hans enighet med sig selv: det jeg
skrev, det skrev jeg. — Det betyr nok
kanske ogsaa at han ikke er en månd i
stadig utvikling — utover den som er
selvfölgelig betinget av fortsat
kund-skapstilegnelse. I arbeidsmaate og i
stil er han omtrent den samme idag
som han var for 20 aar siden.
Men i een henseende er han en
anden. Gerhard Gran var længe sky
for den store opgave, endda den store
opgave netop skulde ligge nær for en
linjens månd som ham. Nu er skyheten
borte. Jeg har dristet mig til at antyde
et gjennembrud i tiden omkring 1910,
idet jeg daterer efter förste bind om
Rousseau og foredragene om »Religiös
Uro».
Intet er mere naturlig for en månd
med Gerhard Grans anlæg end den store
plan som ligger til grund for
Rousseau-bökene: at skildre det 19 aarhundredes
tilblivelse og la skildringen ende i et
verk om Wergeland. Han har sikkert
gaat med planen længe. Men noget
har bremset, han har ikke sluppet sig til.
Men i tiden om 1910 lar han det
staa til for fulde seil. For fulde seil, —
for i spissen av förste Rousseaubok har
han offentliggjort et indledningskapitel
som indeholder hele planen. Og ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
