Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Gerhard Gran. Av Fredrik Chr. Wildhagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Chr. Wildhagen
træffelig mundtlig, men tar sig smertefuldt
ut paa tryk. Jeg iler med at si at
Gran hörer blandt de faa nordmænd som
mestrer »perioden». Hadde jeg ikke
andet godt at si om ham, kunde jeg
fortælle at han blandt norske skribenter
er den flinkeste til at bruke semikolon,
og en av de fremste i bruken av komma.
Men han kan föle sig for sikker. Med
forfærdelse finder man hos denne
begavede stilist perioder som gaar over
hel side.
Han har naturligvis sine
yndlingsblomster. Man kan fölge hans streiftog
gjennem visse »strök» eller »egne av
sjælelivet», og man kan dele hans fryd
over de mange »uregelmæssige verber»
blandt menneskene. Men livligheten er
langt mere karakteristisk for hans stil
end enkelte tilbakevendende uttryk. —
Har Gerhard Gran en höi stjerne
hos det store publikum, er han
studentenes yndling. Vi husker hans evne
som skolepædagog, evnen til at stige
ned til elevens trin og fölge elevens
tempo. Han kunde gjöre det uten
ængstelse for sin værdighet, derfor kunde
han utfolde större naturlighet og charme
end skolemestre flest. Gerhard Gran
hadde den store fordel som
pædagog at han var helt sikker i kultur,
hadde aristokratens sikre fornemmelser.
Han steg aldrig for langt, blev aldrig
jaalet. Han kunde være paa
tomands-haand med alle paa en gang; de holdt
av ham som kamerat, samtidig som de
frygtet ham som månd og beundret
ham som noget av en grand seigneur.
Denne fornemme sikkerhet har været
med at skape Gerhard Grans position
overalt. Han kan færdes blandt kunstnere,
og han kan færdes blandt bedsteborgere.
Han har nok aristokratens sky for det
lurvete, og han irriteres gyselig over
dumhet; men han bevarer under alle
tilskikkelser en sikker ro som öker
virkningen av hans velrundede
grandezza.
Paa studentene har han virket som
charmeur. Ved sin »moderne aand»
har han kunnet gripe like ind i
dagens-tankekurs, ved sin »tæft» har han kunnet
finde netop det rette utgangsplan for sin
fremstilling, og hans sikre, naturlige
frihet har tillatt ham at tale slik til
studentene som bare de faa .har evnet
det. —
Især har han betydd meget for
studentene av hans eget fag, for dem som
har hat glæden av at delta i hans
be-kjendte »litteraturhistoriske seminar».
Denne institution har Gerhard Gran skapt,,
vistnok efter utenlandsk mönster. Og
han har hat ret i sine forventninger til
den: seminaret er ikke bare »bekjendt»^
men likefrem berygtet som
utklæknings-anstalt for litteraturforskere. Ved
arbeidsbordet i dette seminar har Gran
utfoldet saa meget av sin pædagogiske
færdighet, sin litterære og kritiske sans
og sin personlige charme, at alle
deltagere — videnskapsmænd eller ikke —
har kunnet ta med sig bærende
indtryk.
Men allermest har Gran
naturligvis-været og er han fremdeles for de faa,
de som gjennem medarbeiderskap er
kommet ham nær som venner. Gerhard
Gran er literaturforsker, og han er vaakent
kulturmenneske, redaktör av »Edda» og
redaktör av »Samtiden». Men han er
noget mere, han er först og fremst
Gerhard Gran, mennesket.
De faa kan her berette, vi mange
har bare vort indtryk og vor anelse.
I alle sine biografiske essays finder
Gran ind til kjernen, til det ægte hos
menneskene, det er kjernen han
beskjæf-tiger sig med. Og varmen i skildringen
strömmer fra den ægte kjerne i ham
selv, fra hans stort forstaaende
menneskelighet.
265
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
