Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst. Forspil til en Roman. Af Oskar Thyregod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingeborg Lyhne skriver om den sidste
Præst
Forspil til en Roman
Af Oskar Thyregod
I
JTILHED O G FRED over
Egnen, ikke en Rude lyser i
Natten, men Stjernerne funkler
og Sneen, det nyfaldne skæreste
Hvide! Kun dybt inde fra Skoven lyder
som et brusende Hav en evig Kogen
over Buskenes Raslen og Træernes
Hvislen.
Hvad hvisker I om — er det
Dagens Tumult derhenne i Krohaven, er
det den ny Tid, som er opgaaet over
Landsbyen eller er det kun jeres egne
Længsler mod Sol og mod Foraar.
En Dør aabnes, ud fra et lavt Hus
skyder sig en Skikkelse, den vokser.
Og nu staar han paa Marken i de
skinnende Ridestøvler, den yppige Pels og
den sorte stramme Astrakanshue. Dybt
indaander han Luften, Huen løfter han
af Hovedet, mens Vinden siver gennem
hans lyse, lokkende Haar. Han
standser og ser sig om.
Hvad hvisker I nu, I slanke Træer,
er det hans fine smalle Ansigt, hans
høje Pande og de stærke lysblaa øjne,
er det, at fik han, den høje Månd Sværd
i Haand, Metalbrynje og skummende
hvid Hest, da var han St. Georg som
for til Dragekamp.
I vældige Træer med det evige Brus,
han er St. Georg, den stærke
Skriftefader, Manden med den nye Tid,
Vildskabens, Slagsmaalets Bekæmper er han,
og nu gaar han bort fra Huset, fra et
af det sidste Slagsmaals Öfre.
I mægtige Skove, I Smaabuske og
Græsstraa under den hvide Sne, hvorfor
lytter I ikke mod hans Aandedrag,
hvorfor hæver I jer ikke spejdende efter
hans Trin mod de fattige Hytter og de
ensomme Mennesker.
Præsten gaar fremad i den kolde
Nat, og stadig ser hans Øjne mod
Himlen, stadig skifter de Udtryk, som
Tankerne kommer og gaar i hans Hjerne.
Saa standser han, sine Hænder folder
han om Huen, han stadig bærer.
Lidt efter ser han op, drejer til Side.
Over Marker og Stier gaar han bort
fra Skoven mod et Hus, og han stirrer,
om der skulde røre sig noget eller være
Lys bag de tiltrukne Skodder.
Han aabner den tunge Havelaage,
gaar med langsomme Skridt ad Stien
mod Fiolinhuset, og tre drøje Slag
lader han falde mod Døren.
»Det er Præsten, hvis jeg ikke
kommer til Ulejlighed!»
Der aabnes, men han maa vente paa
Svar, og den hede Luft fra -Huset
kendes straks som Rødme i de smalle
Kinder, hans Øjne er rolige. Endelig
lyder det imod ham:
»Siden I er kommen ved Nat, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
