Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst. Forspil til en Roman. Af Oskar Thyregod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oskar Thyregod
■—- naa, derfor kan I godt være Venner
med Vorherre; men vi skulde slutte os
sammen, baade for godt og mod det
onde!»
Hun svarer ikke, men der kommer
Taarer i hendes Øjne, de siver langsomt
ned over de forfrosne Kinder. Og hun
vender sig helt bort fra Præsten.
»Jaja, Margrethe, jeg ved nok,
hvorfor De græder — jeg har tit gerne
villet tale med Dem; maaske har jeg det
Bud, De venter paal»
»Ved Præsten noget!» For første
Gang ser Margrethe ind i Præstens
spørgende undersøgende Øjne. Saa forstaar
hun, han mener noget andet, end det
hun altid tænker paa, og nynner sin
sørgmodige Vise om: »Naa Lotte, nu
er vi paa glat Vej igen!»
Uden flere Ord sætter hun sig op,
Hesten trækker til.
Præsten ser efter Vognen, saa
nikker han:
»Heller ikke den Gang fik jeg dig i
Tale! men Herren har sin egen Dag!»
Han staar foran Præstegaarden. Paa
Skraaningen mod Gadekærret tumler
allerede en Dreng med en Kælk. Præsten
ser paa ham, mindes noget fra sin
Barndom og smiler. Saa gaar han ind
gennem Haven.
Bag Vinduet ses et Ansigt, der
træder en Kvindeskikkelse frem i Døren:
»Jeg var bange, fordi du var daarlig
i Aftes!» lyder det med en lys Stemme.
Præsten løfter paa Huen og svinger
den muntert:
»Bertha, det havde jeg næsten glemt;
men her skal du ogsaa se de dejligste
Vintergækker i Sneen.»
II.
Ved du, Ras Skovhus, hvad der
taltes om i Gaar ved Kirken!
Man snakkede højt om, at Præsten
Tid efter Tid var blevet afvist hos dig.
Kom han ikke forgangen Dag og vilde
tale med dig -— paa Loftsbjælken i din
nye Lade hvæsede og mjavede Din
Kat, og paa Jorden snærrede og
glammede Hunden imod den. Præsten talte
Alvor; du blev vred, tog Hunden og
kylede den efter Katten, saa forsvandt
du, og Præsten maatte gaa den Vej, han
var kommen.
Det sagde man ved Kirken, og mere
om, at du nok hørte paa Præsten, men
altid stäk af, naar du skulde til at svare.
Men ved du, hvad man hviskede tilbage.
Man hviskede og sagde, at nu havde
Præsten Bud fra Politiet.
Kan du huske for fire Aar siden,
der en Nat var Indbrud hos dig — hvem
var Tyven! Gamle Ras, nu skulde du
pænt svare Præsten, han venter ikke,
du skal strø Blomster eller hejse Flaget
for ham; men han har dog Ret til ikke
bare at staa og tale ud i Luften, og
han er paa Vej til din Gaard.
Fra Ras Skovhus’ Gaard snor en smal
Sti sig ud mod Landevejen, ikke just
over velholdte Jorder. Men Præsten
spejder ikke efter, hvor langt Ras er
tilbage for de andre Bønder. Han ser
sig rundt for at opdage Manden eller
Datteren ude i Marken. Saa farer en
Køter ud imod ham.
Han fløjter og gaar videre, Hunden
efter, halsende, glammende. Men andet
synes heller ikke at leve i hele Gaarden;
han maa ind i Stuen og er allerede paa
Vej til at gaa igen, da en Dør aabnes.
Ras er alligevel hjemme.
»Naa, jeg tænkte I var ude!»
udbryder Præsten overrasket.
»Kan man ikke faa sig et lille Blund,
saa ved jeg snart ikke — men jeg skulde
da ellers sige velkommen ind!»
»Jeg tror næsten ogsaa, det er
første Gang, jeg er sluppet ind i jeres Stue,
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
