Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst. Forspil til en Roman. Af Oskar Thyregod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst
»Fordi jeg er saadan et gammelt
Snakkehoved, er der ingen, der vil
for-staa mig — okja, at ens egen Søn
skulde være gemt i Herrens Fred, og saa
kommer han alligevel og taler til en
—-det er det, der giver Uroen og
Bekymringen, — og ikke, at en kan spille paa
Orgelværket. Men det er saa dejligt ved
Mødet.»
»Kvinde, har I glemt, naar
Menigheden synger og Orglet toner, hele
Jorden over lyder der Lovsang og Bøn!
Om I lukkedes ude fra det! Om Gud
slog jer blind og døv, og I ravede om
i Vanviddets Taage — Kvinde, vogt
jert Sind og vogt jer Månd, gammel
og svag som han er, og som I er selv!»
Taarerne kommer den gamle Kvinde
i Øjnene. Kaffen faar Lov at staa, og
hun bøjer sig ned over Alkoven,
Præsten gaar nærmere til hende og til
Manden, han opmuntrer og beder dem begge
søge Gud, som ene kan vise den Vej,
de skal.
Han taler længe, og med sin ene
Haand peger han opad, op mod den
lave Loftsbjælke, hvor netop en
Edderkop knytter Spind over en overvintret
Flue.
— Og han gaar ud i den friske
Luft med dette Indtryk, ænser ikke nu
de nysgerrige Øjne bag Vinduerne. Saa
standser han brat, hans Blik rettes op
mod den mørke Himmel, og han taler
til sig selv.
»Var jeg for streng, glemte jeg, at
vi alle er kun skrøbelige Mennesker,
som svært forstaar din Vilje! Herre,
følg du mig, naar jeg næste Gang søger
de to, og saa giv du mig milde Ord
paa Tungen!»
»Gaar han der, den sidste Præst,
ham som stjæler ens Pige og kalder
det Guds Vilje!»
Magnus slaar Præsten paa Skulde-
ren, han vender sig, Mildhed er i hans
Øjne:
»Magnus, kom med din Haand og
lad os —»
»Pigerøver, skinhellige Præst!»
»Hvorfor taler du saadan, glemte du,
at Gud gav dig syv Aars Ulykke! Jeg
har talt med Gudde, Magnus, hun er
for god til Bytte for en Ulykkesmand!
Bor dig ind i dit eget Sind, og længes
du efter Fred og Lykke, saa kom paa
den rette Maade.»
Præsten rækker atter Handen ud.
Han staar længe med den udstrakt og
ser paa sin gamle Skolekammerat,
indtil denne slaar Øjnene ned.
Men Magnus giver sig ikke. Kun
langsomt flytter han Fødderne tillbage.
Men da han er kommet nogle Alen bort,
vender han sig, ind over Markerne, hastigt
til sit Hjem, Fiolinhuset, som Gudde har
forladt.
III.
Sirr-rirr-sim lyder det deroppe fra.
Vinden drejer Kirkeflöjen hvinende
rundt, den piber og skriger ned
gennem alle Skorstene, og Røgen lægger
sig tæt over Landsbyens Haver. Men
Præsten ligger i Bøn for Alteret, og
Læreren dræver sin Indgangsbøn frem
over den forsamlede Menighed.
Sirr-rirr-sim! hviner det, og Kirkedøren
hviner. Da vender sig alle Hoveder, og
Læreren knækker midt i: Forlad os vor
Skyld! — For det skete ikke før i
Pastor Berthelsens Kirke, at nogen
kommer, efter at han er gaaet for Alteret.
Der var Grund til at vende sig.
Han, der marscherer op ad
Midtergangen, er ingen anden end den gale
Løjtnant, Magnus med de syv Aars Ulykke.
Længe har han staaet foran
Præstegaar-den, men nu møder han brovtende op
i selve Guds Hus for at hente sin Gudde,
som Præsten har røvet ham.
313
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
