Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst. Forspil til en Roman. Af Oskar Thyregod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oskar Thyregod
Men han blev stille den vilde
Amerikaner i det store Rum under de månge
Øjne. Og bag ham med tunge Skridt
med sky och skumle Øjne tramper Ras
Skovhus, støttet til Sognets tavseste
Kvinde, hans egen Datter Margrethe
med den sørgmodige Vise.
Det var de underlige Kirkegængere
den Søndag. Hvor skulde der vel være
Plads til dem i den tætsluttede
Menighed.
Sirr-rirr-sim grinede Vindflöjen.
Blæsten grinede og hviskede mod Ruderne.
Men da Præsten gaar til Prædikestolen,
ser han de tre, der staar stive og haarde
i Ansigtet ret op og ned mod de fyldte
Kirkestole. Han slaar ud med
Haan-den, vinker. Og Plads faar de tre paa
selve den hellige Trappe til Stolen,
hvorfra Ordet skal lyde.
Præsten staar tavs. Han retter sig
op, som vilde han rigtigt aande,
strækker Hænderne opad, som følte han alt
saa lille og smaat. Saa bøjer han sig
ned og næsten hvisker til Menigheden.
»Har I hørt Kirkeklokkerne ringe,
ringe med Toner saa stærke og nye, at
ens Sind kaldes tilbage till det
Barnesind, hvori der for første Gang sloges Dør
op for Guds Kalden! Jeg vil sige jer,
at det er sket for nylig her i vor lille
Sogn, at en, som stædig troede sig
udenfor Guds Tanke, pludselig hørte
Kirkeklokkerne kalde.
Brødre, Søstre, I som daglig hører
Kirkeklokkerne og hver Søndag gaar
efter deres Lyd, maaske lidt som af
gammel Vane — forstaar I det
sælsomme, at de rungende Lyd kan slaa
ind i et forhærdet Sind og gøre det nyt!
Forstaar I det, at Gud kan tage et
Menneske til sig i Klokkernes Lyd!»
Præsten ser op. Han takker for
det Under, beder og trygler Gud om
at lade det ofte ske her som i den store
Verden, at flere og flere lader sig drage
og finder hjem.
Saa læser han Evangeliet om Jesus,
som uddrev den onde Aand. Men da
han skal begynde sin Prædiken, bliver
det uklart for hans Sind. Han stirrer
ned i sin Opskrift, men ser kun Ordene:
»For alle disse Ting kommer Guds Vilje
over Genstridighedens Børn!»
— Var det en Tordentale, han vilde
holde i Dag! — Han vender Bladet og
ser Ordene: »Indvortes fra Menneskets
Hjerte udgaar alle onde Tanker, Hor,
Skørlevned, Mord, Tyveri — —»
Nu huskede han. Han vilde
sammenligne Evangeliets onde Aand med
de mange Fristelser, som opstod i de
sidste Tider. Mod Overtro, mod
Spiritisme, mod Underbevidsthedens lumske
Overfald vilde han tale. Det var den
onde Aands Værk,( men Guds Ord var
Rettesnoren, og Ordet bragte Sejr.
Men var det noget at tale om idag,
da Gud havde kaldt nye Sjæle — var
det ikke til at forhærde disse med !
Han havde mest Trang til at tale
om Kirkeklokkerne, om alt det, der
ringede, tonede, og kaldte, om Guds
Langmodighed og store Mildhed, om
Rasmus Skovhus, om den gamle
Hjulmands Kone — —
Han mærker stirrende Blik nede fra
de tæt besatte Stolestader — er han
syg, Præsten, hvorfor taler han ikke!
Nu taler han. Og han taler om
Glæden ved Musik, ved Naturen og ved
alt, hvad Gud har skabt for vore Øjne
og vore Øren, blot det formaar at
minde om hans Storhed. Han taler om,
at han selv i Aftes gik ad
Teglværksvejen til Skoven, og pludselig hørte han
et hvislende knaldrende Lyd, som
haglede det i stride Strømme om
Træstammer og Grene. — Det var et Egern
med en Grankogle. Da maatte han
smile, men han kom til at tænke paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
