Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst. Forspil til en Roman. Af Oskar Thyregod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst
Juletræets forgyldte Kogler, paa
Juleglæden, Salmetonerne, og paa hele det
store Forbund, den syngende Menighed
al Jorden over, og da var et lille svensk
Vers faldet ham ind.
Lykkelig er han Præsten, intet Blik
stirrer nu mod ham, ingen
Kirkehvælving spærrer for ham. Det lyder om
ham, og han ser for sig, glidende,
svævende, Solstraaleskyer ser han, og stille
frydfyldte Sange toner udenom ham.
Hans Ansigt straaler, hans Stemme er
begejstret, og ud i det genlydende
Kirkerum læser han det lille Vers:
Herre Gud, hvor er det vakkert
at høre Toner af en salig Engels Mund!
Herre, Gud, hvor er det lifligt
at dø i Toner og i Sang!
»Herregud! Ja, det maa sgu være
yndigt!» lyder det gennem Kirken. Alle
Ansigter bliver tomme och maabende.
Det var den gale Løjtnant. Han
staar ret op paa Trappen. Et Sekund
blot. Saa skræver han over gamle Ras
Skovhus, og gaar ned midt ad Gulvet
med Trin, der runger op under
Hvælvingen.
Præsten hæver sig paa Tæerne, hans
Øjne skyder Lyn, saa kalder han med
en Røst, som maa lydes. Magnus
vender sig med fremskudt Bryst og oprejst
Pande.
»Se paa den Døbefont og det Alter
— selv den, som ikke har Respekt for
Mennesker og gemmer sit Ansigt for Gud,
maa føle noget!
Og I, som sidder i Stolene, I gik
ind til Livet ved denne Font; for dette
Alter sluttede I Familiepagt, og herfra
skal I en Gang bæres ud! Men
Skændegæsten i Herrens Hus,
Skændegæsten for Livets og Dødens Symboler
— gaa om du vil, bær vor
Medfølelse ind i dit Hjem! Men inden du
gaar, skal du vide, at trods din Spot
staar Herrens Hus dig aabent — hans
Vilje vil en Gang komme over alle
Genstridighedens Børn og over dig!»
Magnus var standset, han stod der,
og han maatte sænke sit Blik.
Sirr-rirr-sim hviner Kirkefløjen.
Salmebøgerne tages frem, og da knirker
Kirkedøren, Magnus lister sig ud . . .
. . . Og du Præst, helst listede du
nok efter for at hente ham. Men
Herrens Tid kommer nok, og han er ikke
den eneste Skændegæst i Sognet.
Ved Stationshusene, gaa derhen —
gaa hen paa Apotheket! Ved du ikke,
hvilket Liv der drives der af den tykke
Provisor, Manden med det dvaske
Ansigt, der siger, at der ikke er mere
Udvikling til paa Jorden, undtagen naar han
sætter for Munden den lille Flaske, han
har i sin Lomme.
Gaa nærmere endnu din egen
Bolig — hvad er det for Folk som bor
paa Lavegaard nu! Svindlerparret kaldes
de allerede, Sagfører, Digter-Komponist,
Proprietær er han skiftevis, og Fruen,
knistrende sort i Kimono den gule —
Præst, tænk ikke paa Magnus —
nær dit eget Hus er der
Skændegæster nok.
315
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
