Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Dansk Opera. Af Gunnar Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
G tinn ar Hauch
at fæstne noget varigt Billede i Erindringen,
svage i Konturerne og blege i Farven som
de var.
I den nu forløbne Sæson har Teatret
imidlertid ikke spillet én ny dansk Opera,
men hele to, og det mærkværdige hændte,
at begge disse Forestillinger gjorde Lykke
— omend ved vidt forskellige Maal og
Midler. Den ene var et Interiør, ægte
dansk i Tone og Følelse, et musikalsk
Stilleben — den anden var et Exteriør,
uden videre Dybde i Følelsen men saa
glimrende i scenisk Regie, at det blev det
stærkeste Billede i hele den danske
Operavirksomhed. Den første var Hakon
Børresens Den kongelige Gæst, den anden
August Ennas Komedianter.
Den kongelige Gæst — som Henrik
Pontoppidan skildrer i sin Novelle,
hvorefter Operaens Tekst er taget -—• er en
ukendt, en Fremmed, der en skønne Dag
træder ind ad Døren til et Hjem, hvor
Hverdagen er ved at lægge sit Slør over
Sindets og Hjertets Ungdom. Men ved
den fremmedes Magt klædes de graa Sjæle
i Festskrud, og i et Glimt ser de atter ind
i Edens Have og aner deres eget Billede
som det oprindelig skabtes i Skønhedens
og Lidenskabens Tegn. Om de to
Hver-dagssjæle dermed faar Vinger til at flyve
de i et saadant Øjeblik vakte Længsler i
Møde, er vel et Spørgsmaal, som Digteren
ikke besvarer, men Uroen er vakt og Blodet
kom i Bevægelse. Den fremmede var
Poesiens konglige Gæst.
Denne lille Novelle spilles i en enkelt
Akt, i Doktor Høyers Lægebolig et Sted
ovre i vestlige Jylland. En Vinterdag i
Skumringen, just til Fastelavn. Der er
ventet Gæster, men de udebliver, til stor
Glæde for den magelige Doktor, men til
Fortrydelse for hans unge Frue, der lader
sine flyvelystne Tanker flagre med
Snefnuggene ude i den hvide Stilhed. Men
langt ude fra kommer en klinger og fin
Lyd, der vokser sig nærmere og bliver til
en Kanes Dombjælder; er det Præsten?
eller Bispen? — Der træder ind i Stuen
en Månd, som Ingen kender, han hilser
chevaleresk og sikkert, han er øjeblikkelig
Situationens charmerende Herre overfor den
maabende Læge, der forlegent spørger om
sin Gæsts ærede Navn. »Prins Carneval»
— en Anonym, der beder om at benytte
Fastelavnens Stemning til at skjule sit Navn.
Han foreslaar en improviseret Fest; han
selv har Gaverne med, Druer og Vin —
og sin Festdragt; han beder Værtsfolkene
om ogsaa at fejre Øjeblikkets Stemning paa
lignende Vis, og til en klingende Polonæse
spilles Gæstebudet ind. Og ind i den unge
Frues Smd flagrer Eroterne med deres søde
Længsel og forvirrende Lokken, og hos
Doktoren begynder den Smule Følelse og
akademiske Forelskelse, som han nu ejer,
at vaagne af Dvalen. Men da Gæsten
stemmer Strengene dybere og lader den
store Eros’ Toner klinge, ængstes Fruen,
og Manden bliver uforstaaende og
fornærmet. Da bryder Gæsten’ Spillet af, han
bukker for Fruen og smiler forborgent ad
Manden, tager sin Koffert og siger Adieu.
Kanebjælderne lyder atter, stadig fjernere
forsvinder de tilslut ude i Vinternatten.
Men Hverdagens flove Toner er forstyrret
og forandret af fremmede Dissonanser,
hvoraf maaske nye og større Harmonier vil
opstaa.
Hakon Børresen har som Musiker et
eget Præg af Epikuræer. Han har ikke
skrevet særlig meget, og han har aldrig
brugt sine Albuer i noget Kapløb blandt
sine samtidige Kolleger for at naa frem til
den aktuelle eller journalistiske Berømmelse.
Han var aldrig forloren dybsindig i sin
Musik, den var naturlig, ofte frisk og altid
velklingende. Den kunde vel til Tider,
særlig i hans Ungdom, være skrevet med
et firdobbelt ffff, hvor to af Typerne mulig
havde kunnet ækvivalere Følelsens
fortissimo. I sin lille Opera viser han sig
væsentlig anderledes, og selv om det
dynamiske Indtryk ikke er blevet et gennemført
pianissimo, virker Helheden mere som et
Genrebillede, hvori ingen brutal Virkning
bryder Harmonien. I fine og meget klare
Farver har han illustreret Pontoppidans
Novelle — mere en Pastel end et Maleri.
Mest maaske som en Farveradering;
Temaerne er klare i deres Melodik, og det
kontrapunktiske Arbejde skarpt og tydeligt
gennemført. Resultatet er velgørende
kultiveret i Skildringen af Stuens lune Hygge,
Doktorfruens blide Melankoli og den
ypperlige Episode med Kanebjælderne. En
typisk dansk Realisme, i Slægt med meget
af det gode i dansk Malerkunst og
Digtning. Hvad der manglede, var en
Uddybning af Pointen ved selve den kongelige
Gæst, Klangen af den store Eros, Festens
334
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
