Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Dansk Opera. Af Gunnar Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
G tenn ar Ha ti c h
men dog med Spring sætter bort fra, for at
ile tilbage til sin elskede. Sidste Akt et
Skib paa Themsen, Aften, Maane,
Westminster Abbey i Baggrunden. En
Vuggesang til den døende Dea, en kort Duet og,
da Soldaterne strømmer ind for at fængsle
ham, et Dødsspring i Dybet à la sidste
Scene i Tosca.
Desværre leder ikke ogsaa Musiken
Tanken til en Puccini. Ennas Orkester
følger Billederne med en vis Effekt; han
forstaar at benytte alle de moderne
Ingredienser med en i og for sig forbløffende
Virtuositet; men selv om man ikke kan
frakende ham et betydeligt teatralsk Talent,
har han dog lidet af den virkelige
dramatiske Evne til at bringe Virkningen udover
det øjeblikkelige Scenebilledes Ramme. I
Fprspillet var der et Øjeblik, hvor noget
stort begyndte at vokse i Orkestret-, da
Gwynplaine dukker frem som et Syn af
Vinternatten, begyndte et Moll Thema at
stige med den Svulmen, som varsler et
stort Udbrud, men alligevel steg ingen
Poesiens Anadyomene af Tonehavets Dyb;
Bølgen blev til Skum, til banale Akkorder
i Klokkespil og Celesta, dette flove
Instrument, der som en moderne Parvenu har
sneget sig ind i det symfoniske Orkester.
Denne spinkle Ramme har Johannes
Poulsen udfyldt med et straalende Billede
fra Sekstenhundredaarenes England, hvor
Livslyst og Letsind klædte sig i de
yppigste Farver for at jage
Cromwell-Intermez-zoets sorte Skygger paa Flugt. Det var
moderne Regie, saadan som den kendes
fra det bedste hos Reinhardt, og med en
Gregors Sans for at uddybe de musikalske
Momenter i Situationen — hvad ikke er
Reinhardts stærkeste Side — tilligemed
noget absolut personligt, der er et Produkt
af den danske Scenes gamle Tradition og
Kultur. Mesterstykket var Gæstgiverstedet
i første Akt: en gammel
Bindingsværks-gaard med aabne og lukkede Svalegange i
hver Fløj, et Dueslag i et Hjørne af
Gaar-den, tilvenstre den store Indkørselsport, et
Halmlæs holder i det andet Hjørne,
Vasketøj til Tørring paa Snore over en anden
Hjørnevinkel, hele Billedet i mørktbrunt og
lysegraat, Gøglernes Teater som det eneste
brogede Punkt; og da Forestillingen
begynder, strømmer fra alle Sider Tilskuerne
til, tilslut fylder en hundredtallig Skare
hele Billedet med et mageløst Liv, og ned
over Silkedragternes Varianter af Farver
gløder Lygternes Skin i gyldent rødlige
Valører.
Det er næsten umuligt at fremhæve
nogen enkelt af Solisterne; de var ganske
simpelt fortræffelige allesammen. Teatrets
Gæst, Fru Birgit Engell fra den kgl. Opera
i Berlin, sang Dea, og en mere poetisk
fortryllende Fremstillerinde kunde vanskelig
tænkes. Heller ikke nogen bedre end Hr.
Høebergs gamle Ursus. Den unge Tenor
Hr. Georg Kyhné, der med sin noget
umodne, men smeldende Stemme mulig er
en Slezak i Svøbet var en fortræffelig
Gwynplaine, og Frk. Tenna Frederiksen sang
Jos-iane med sin gyldne Røst. Hver for sig var de
den »Figur» de skulde fremstille. Hvor ofte
kan man sige det om en Operagengivelse?
— Der er visse kemiske Processer, som
først fuldbyrdes og afgøres ved Tilførelsen
af et nyt bestemt Stof, uden hvilket de
andre ikke reagerer. Vor Opera er en
Samling af forskellige, i sig selv ofte
udmærkede Stoffer; vi har mange gode og
enkelte udmærkede Stemmer, vi har et
Orkester, som under Johan Svendsen var første
Rangs og som kan blive det igen, og det
hele Personale er energisk og fyldt med
Arbejdslyst, men alt dette sammensmeltes
sjældent til et kunstnerisk fuldbaarent
Produkt. Indtil den brogede Samling nu
pludselig en Gang fik tilsat det sjældne og
afgørende Moment, den geniale Draabe,
som »besejrede Kaos». Draaben, eller
Sejren hed Johannes Poulsen.
336
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
