Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Norske helleristninger. Med et tydningsforsök. Av Just Bing
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Just Bing
ellers forlike Odin, Tyr og Thor med
Solen, lidén og Maanen? Det 19de
aar-hundredes germanske mythologer med
Jacob Grimm i spidsen har temmelig
enstemmig forkastet Cæsars efterretning.
Jacob Grimm har betegnet den som en
»halbwahre, allgemeingehaltene Ansicht»
og har sagt at med Cæsars Sol,
Volca-nus og Luna kan man »am wenigsten
zufrieden sein». Forskjellen mellem
Cæsar og Tacitus her synes at taarne sig
op til forskjellen mellem det religiöse
utviklingstrin som dyrker naturgjenstande
og det trin som dyrker personlige
guder. For at forsone dette har man gjort
opmerksom paa at Tacitus sier at
Germanerne ikke har gudebilleder.
Imidlertid nævner Tacitus i Germania
kapitel 40 en gudinde Nerthus hvis billede
kjöres paa en vogn og bades i en sjö,
saa dette synes ikke at gjelde ubetinget.
Og da Tacitus kommer fra det
statuefyldte Rom, har bemerkningen vistnok
bare relativ gyldighet.
Imidlertid kan dog
uoverensstemmelsen være mere tilsynelatende end
virkelig. Naar Cæsar sier at Germanerne
dyrker Solen, Ilden og Maanen, kan han
mene at de dyrker en solgud, en ildgud
og en maanegud. Sol, Ild og Maane
kan uttrykke personlige guder, de
behöver ikke at betegne blotte
naturgjenstande. Hvordan forholder de sig under
denne forutsætning til Tacitus’s Odin,
Tyr og Thor (Merkur, Mars og Herkules)?
Vi utelater av vor betragtning
spörs-maalet om Odin, som i Norden er en
ny gud. Han forekommer ikke i den
lappiske gudetrehet. Men for de andre
to guders vedkommende kan de
forut-sætninger som vi har fra vore billeder
paa helleristningerne og paa den
lappiske runebom hjælpe os fremover mot
problemets lösning. Vi saa her at den
gud som betegnedes ved hjulet ogsaa
förte hammeren, at solguden var den
samme som hammerguden, som Thor.
Vi kan da slutte at den samme gud som
Cæsar kalder for Sol, kalder Tacitus for
Herkules, kalder vi for Thor. Identiteten
av Solguden og Thor styrkes ved en
gammel beretning fra Varlamcestre i
England. Blandt nogen böker som blev
fundet og opbrændt, da man her bygget
en kirke i 10 aarhundrede eft. Kr., var
der en fortegnelse over nogen hedenske
skikker og bönner som byens borgere
brukte, og derav kunde man se at »de
særlig paakaldte og dyrket Phoebus»,
(solguden) og dernæst Merkur, som paa
engelsk kaldes »Voden, kjöbmændenes
gud». Grimm anförer i sin Deutsche
Mythologie (4 utg. I, s. 100) denne
efterretning, men ryster paa hodet av den. Men
fastholder vi at solguden er den samme
som Thor, blir det hele fuldstændig klart
for os. Disse borgere dyrker först Thor
og dernæst Odin.
Ogsaa en anden slutning ligger nær
for os. Vi fandt paa helleristningerne
en mulighet for at kunne tyde solgudens
fölgesvend som maanens gud. Og vi
fandt fremdeles at han paa
helleristningerne fordetmeste var enarmet, hvad der
stemte med billedet paa den lappiske
runebom, og at han svaret til Tyr
ein-henör i den nordiske gudelære. Det
blir da en rimelig slutning, at den
guddom som Cæsar kalder Luna er den
som Tacitus kalder for Mars og som i
ukedagsnavnene heter Tyr.
Dette staar i strid med den
almindelige opfatning av denne guddom.
My-thologerne har i Tyr, hvis navn bare
betyr »Gud» eller »den lysende» og
svarer til det græske Zevs og det romerske
Jovis, villet se den oprindelige store
germanske himmelgud, som siden — og
allerede hos Tacitus — er fortrængt av
Odin. Denne opfatning er gjort
gjeldende her i dette tidsskrift av J.
Helander i hans interessante artikel »Den
430
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
