Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Literatur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
Ogsaa et andet hører fra nu af til dem,
man ikke kan gaa ligegyldig forbi — Viggo
F. Møller. I de under Fællestitlen
»Nerver» samlede Fortællinger viser han sig
som de pathologiske Sindstilstandes
Forfatter, han skildrer det ubevidste Sjælelivs
Indgriben i den daglige Tilværelse og er
i Fremstillingen af Uhyggefænomener
allerede en hel Virtuos. Han sender et
skærende Søgelys ind i den menneskelige
Hjærnes Labyrinter og forbinder med sit
psykologiske Skarpblik en overordentlig
intensiv skildrende Evne. Det kan
undertiden give et Gys i Læseren — han maa
tænke paa E. Th. A. Hoffmann og andre
store Dyrkere af Sjælelivets Natside.
Med Fortællingen »Bruden» har
dernæst Oskar Thyregod vundet en Sejr.
Af et af Samfundets Stedbørn, en stakkels
halvgammel Jomfru, der ved Siden af den
Verden, der er hende haardhændet nok,
lever i det Fantasiernes Rige, hun har
opbygget sig, og som lover hende snarligt
Ægteskab, har han formet en mærkelig,
paa en Gang rorende og frastødende
Skikkelse. Kender man hende ikke igen? Har
man ikke mødt hende paa Gader og
Stræder i den store By, før hun nu træder ind
i vor Bevidsthed som digtet Figur? Fattig
og forslidt staar »Frøken Jensen» for os,
vi holder ligesom Pensionats-Værtinden af
hende, baade naar hun taler sandt, og
naar hun fantaserer. Det er Thyregods
Kunst, at dette er lykkedes.
En alvorlig kæmpende, for sin
Sjælefred stridende Månd er Hovedpersonen i
Lauritz Petersens »Korsfæstet». En Månd,
der føler sig selv som Fange paa ubestemt
Tid, forpint af Næringssorger, stirrende ind
i sine »Længslers glødende Vanvid». Han
strækker Armene ud efter en Gud, efter
»en, som knytter Livets Traade sammen.
En, som vil, at vi skal lide, men som vil
det, for at vi skal frelses af den jordiske
Fortabelse. En, som tugter os, fordi han
elsker os».
Denne Månd er et af de Mennesker,
der synes, at alt er tomt omkring dem,
som er blinde i deres Ensomhed, som
fører en haabløs Kamp for at finde den
Gud, uden hvem Verden er »et uhyre
Vanvid og Menneskenes Liv en Leg for
alle kaade Vinde». Et Menneske i Fris-
telse og Synd skildrer Lauritz Petersen
uden at henfalde til nogen religiøs
Traktattone. Fri og let Hjærtebanken, blid
Slummer vexler med sjælelige Storme og
oprørte Stunder, men tilsidst taber denne
søgende og vildfarende Sjæl sig i
Menneskenes Vrimmel, uden at Forfatteren har
kunnet eller villet føre ham til en
afsluttende Skæbne.
Der er udmærkede Skildringer i Bogen
jævnsides trættende og vidtløftige Episoder.
I hvert Fald ejer denne Forfatter et
særpræget Fysiognomi, og man spørger
nysgerrigt efter hans næste Bog.
Af den allerede kendte
Forfattergeneration har Karin Stangeland udgivet
en Roman »Don Juan efter Døden», som
Reklamen paa Forhaand havde udraabt
som Nøgleroman. Bogen fremkalder kun
Skuffelse. — Forfatterinden har sikkert
tænkt sig, at hendes Roman skulde
værdsættes som en ny Behandling af et evigt
Sagn og et uudtømmeligt Problem. Men
de berømmelige Verdensidéer hævner sig
ofte paa dem, der nærmer sig dem i
Reklameøjemed.
Til de Fortællinger, Astrid
Ehrencron-Kidde har samlet under Titlen »Over
Sukkenes Bro», har hun hentet Navnet
fra Søren Kierkegaard, der siger »Vejen
er ens for os alle — over Sukkenes Bro,
ind i Evigheden». Hun er atter i Sverige,
og atter skildrer hun suggestivt og i
Halvskygge underlige Skæbner og Tildragelser.
Nu gør hun nok disse endnu mere
underlige, end de vilde være i Virkeligheden,
ved hele Arrangementet, ved de mange
Understregninger og Pegepinde, ved de
talrige ledsagende Forklaringer og
Antydninger, alle de Forberedelser, der er
nødvendige, førend Læseren naar til det, som
det kommer an paa.
Det er med en herlig tryg Følelse at
man atter betror sig til Martin Andersen
Nexøs Førerskab for at erfare
Fortsættelsen af Ditte Menneskebarns Skæbne, som
nu er naaet til »Syndefaldet». Det er ved
Andersen Nexøs Fremstilling en drøj
Vederhæftighed, en Duft af Muld, som hos
ingen anden nulevende dansk Forfatter lige
med Undtagelse af Jeppe Aakjær. I
utallige Smaatræk træder hans lydhøre Sans
574
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
