Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Troels Frederik Troels-Lund. Af Hans Høffding
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Høffding
en Vampyr. Det religiøse kommer med
tilsidst, han bliver syg og genfinder
sin Undomselskede som sin Plejerske.
Han ser nu den religiøse Varme bag
Kierkegaards stærke Angreb paa Kirken,
men ganske anti-kierkegaardsk mener
han at kunne udtrykke Gudsforholdet
i Kærlighed til Mennesker, og helt
moderne virker en Bemærkning som den,
at det man vinder i Livet ikke bestaar
i Maalet, men i Bevægelsen, selv om
han dermed mener Retningen mod Gud.
At Gud er Kærlighed forstaar
Mennesket først ved at se indad, ikke udad
eller — opad! Bogen klinger ud i
begejstrede Udbrud af Kærlighed til
Fædrelandet — denne er »noget umiddelbart,
og deri ligger dens Styrke», — i
Forvisning om, at hverken »etisk Stræben,
Kunst eller Videnskab er det Højeste»
men Kærligheden.
— I et Brev til Hostrup, hvor
Bjørnson skildrer sin Udvikling, hedder det:
»Saa kom Kierkegaardskatastrofen, mig
drev den over i Grundtvig». Dette
gælder ikke Troels-Lund. Sympathi for
»de syngende Grundtvigianere» viser sig
kun glimtvis i »Paa Vandring». Gennem
Kierkegaards Sokrates, der fremstilles
som kun Ironiker, naar han ved
intensive Platonstudier, der dreves sammen
med Vennerne Harald Høffding og Poul
Kierkegaard — en Neveu af »Onkel
Søren» — til Hvile i det græske. Der
var paa dette Tidspunkt vistnok en
parallel Udvikling mellem den senere
Historiker og den senere Filosof. Begge
bragtes ud af Kierkegaard ikke blot
ved Tankens Udvikling men ved Livet
selv. Høffding »kom i et levende
Forhold til Livet udenfor Lønkammeret»,
og Troels-Lund ægtede i 1868 sin
Halvkusine Sigismunda Tillisch, velkendt i
Kredsen af unge ude paa Ny
Bakkehus. Og begge disputerer 1870 om
græske Emner. I Troels-Lunds Dis-
putats »Om Sokrates Personlighed» er
der en direkte Opposition til
Kierkegaards Opfattelse af ham som
Ironikeren, der med sin paastaaede Uvidenhed
paavirker de indbildt vidende til
Selvkritik. Afhandlingen viser, at han først
og fremmest bør ses ved Forstaaelse af
det historisk givne, og at hans etiske
Fordring om at lytte til den indre
Stemme kan føre til noget positivt, en
Livsførelse i Harmoni med Samvittigheden.
Dette fører rigtignok ud over det græske,
forsaavidt som det forlader det
umiddelbare Forhold til Livet, som regnes
for dettes Ejendommelighed.
Men Troels-Lund forlader ogsaa det
græske for at melde sig i Virkelighedens
Tjeneste, han forlader Filosofien for at
blive Historiker og tilfredsstiller derved
en dobbelt Trang: den kunstneriske, der
lover ham nyt Stof til at skabe af, naar
han først videnskabeligt har udsøgt,
vraget og valgt, og den etiske, der faar
ham til at skrive for sit Folk ud af det
ved 1864 lutrede Fædrelandssind. Det
byder ham at give det positive, der nu
trænges til, at vække Minderne fra
lykkelige Tider og fremdrage Emner, der kan
glæde og styrke. Han finder dem i
Slægternes og Hjemmenes indre Liv
baade til daglig og i Højtidsstunderne,
naar man samledes til Fest; han følte
sig dybt i Slægt baade med den
daglige Hygge og den kvikke, muntre
Festivitas ved Familieselskaberne, fordi han
som Erindringsgrundlag havde sin
livlige Deltagelse i disse Livsformer fra
sit lyse Ungdomsliv i Valby og paa
Gammel Torv. Dette er maaske den
dybeste Kilde i ham, der sprudler saa
friskt igennem hans betydningsfuldeste
Værk »Dagligt Liv», og som har gjort
ham til vor første Kulturhistoriker i
dobbelt Betydning af Ordet. Og dette Værk
er i sin Helhed anti-kierkegaardsk, fordi
det er livsbekræftende, søgende Livet
628
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
