Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - En dansk historiker. J. P. Jacobsen. Af Poul Nörlund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En dansk historiker
Jacobsen fölte udmærket vel, hvor
tampen brændte, og samlede sig först
og fremmest om at eftervise de
middelalderlige forestillinger ogsaa i den
romerske, den vesteuropæiske antik.
Om-endskönt han kun ufuldkomment naaede
sit maal, blev hans anstrængelser dog paa
ingen maade ufrugtbare. Det store værk
er rigt paa fortrinlige iagttagelser og
godt anlagte synspunkter. Skildringen
af den romerske dödekultus
(manesdyr-kelsen) og dens samfundsmæssige
betydning som bindeled ikke blot mellem de
afdöde forfædre og de efterlevende, men
ogsaa mellem de levende indbyrdes er
trods sine overdrivelser af stor værdi,
og ingen anden har gjort et
tilnærmelsesvis saa indtrængende forsög paa en
menneskelig forstaaende skildring af
romersk religiositet.
Fyldigt er det paavist, hvorledes den
gamle folketro uafladelig slaar igennem
den friske kristne fernis, og hvorledes
oldkristendommens socialt forhutlede
missionærtype i kirkeorganisationens tid
trænges ud i glemselen af storættede,
borgerlige velgörere i antik stil, blot
med bispekaaben over skuldrene
istedet-for togaen. Det er dem, hvorom
folkets helgenkultus samles, da ingen mere
husker martyrerne.
Gennem psykologiske skildringer af
overgangstyper fra 4. aarh. lærer vi at
forstaa den jævne og borgerlige maade,
hvorpaa »religionsskiftet» er foregaaet,
efter at kristendommen först havde
vundet anerkendelse paa höjofficielt sted.
Selv et saa dybt religiöst gemyt som
den hellige Paulinus af Nola er ikke
gaaet ud af sig selv eller har svigtet sin
fortid, fordi han har sluttet sig til
Kristi lære, han har reddet hele sin
humane hedenske samfundsfölelse uskadt
igennem trosskiftet, og Jacobsens
skildring af hans rene og folkelige sind
vækker hos læseren den varmeste med-
menneskelige sympati, man glemmer ikke
mere denne »den elskeligste digter,
verdenslitteraturen kender».
III.
Förste bind af »Manes» virkede
u-nægtelig som en bombe, hvis splinter
flöj baade til höjre og til venstre og
ogsaa saarede mange, der ellers skattede
Jacobsen höjt og troede sig i kontakt
med ham. Hans ord om
dannelses-svindlere og bedrevidere, hans skelnen
mellem rodlöse existenser og de
ordentlige mennesker var ogsaa formet med
en saadan ubehersket lidenskab, en
saa-dan mangel paa billighed og
afgrænsning, at han maa bære det fulde ansvar
for den övede virkning. Selv om den
overraskede ham, er der dog ingen tvivl
om, at han havde sigtet med fuldt
over-°g forsaavidt tjener man ikke hans
minde ved at söge at tage brodden af
hans ord. Heller ikke har man ret til
at se noget brud med tidligere
standpunkter deri, det havde paaviselig
allerede længe baaret derimod.
Hans betragtningsmaade i Manes er
ikke blot en videnskabelig synsmaade,
men ogsaa en livsanskuelse, fuldt saa
vederhæftig som nogen aandfuld
livsbelysning, hvorimod den vil reagere. Som
hans videnskabelige indsats helt igennem
er socialt betonet, saaledes er ogsaa
hans livssyn socialt. Han anerkendte i
bogstavelig forstand ingen over og
ingen ved siden af folket. Væsentligere
end hans paastand om de folkegroede
tankevaners uforanderlighed og
upaavir-kelighed er i denne forbindelse den
velmotiverede hævdelse af, at de religiöse
livsanskuelser er sociale produkter, at
alt det, der er ægte og værdifuldt i dem,
er bygget sammen af slægternes
opsamlede erfaringer. Hvad der har værdi,
er for ham netop vanen og traditionen,
fordi de knytter sammen, medens der i
69
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
