Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - En dansk historiker. J. P. Jacobsen. Af Poul Nörlund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En dansk hi s t or i k er
næring fandt han dog hos den störste
blandt de franske filosoffer, hos
Descartes, der sideordnet med Colbert
ud-gör en hovedfigur i det franske samfund
i 17. aarh., og hvis forkyndelse af
menneskehedens solidaritet i kraft af den
almenmenneskelige fornuft indeholder just
det socialt-videnskabelige evangelium, han
trængte til. »Naar de sidste begynder,
der hvor de foregaaende holdt op, og
fleres liv og arbejde kædes sammen, kan
alle i fællig naa meget længere frem, end
hver enkelt for sig vilde kunne».
Smukkest udformedes maaske Descartes’ tanke
siden af Pascal: »Menneskehedens ræk
ker af slægtled gennem tiderne maa
opfattes som ét menneske, der lever
bestandig og stadig lærer mere og mere».
Citaterne er Jacobsens, og man forstaar,
at det ikke er tilfældigt, at han har
draget just disse frem.
* *
Bag i Jacobsens samlede
afhandlinger findes tre smaa karakteristikker af
samtidige danske personligheder, J. L.
Heiberg, Kr. Erslev og Niels Möller.
Det er alle kortfattede lejlighedsartikler,
lidt flygtigt udarbejdede, men uhyre
karakteristiske for deres forfatter.
I den lille artikel skrevet til
Heibergs öoaars födselsdag finder man
naturligvis en varm og uforbeholden
lovprisning af den store humanists mange
ypperlige egenskaber, hans klarhed, hans
tnandige ynde, hans modne aandsdan-
nelse. Det væsentligste ved
festpokalen, han rækker ham, er dog den
malurt, han drypper i den, bebrejdelser for
hans udvendige forhold til antik og
middelalderlig folkereligiösitet, som han har
anvendt saa megen tid paa at spotte,
men aldrig har sögt at forstaa. I
virkeligheden skilte et svælg de to mænds
livsbetragtning, og den
aandsaristokrati-ske Heiberg er i mange maader en
typisk og lödig repræsentant for de
»bed-revidere», som Jacobsen var draget i
marken mod.
Kr. Erslev var hans læremester i
rationel historisk forskning. Hans
hensynsløse sögen lige ind til sagens kærne
kunde ikke andet end betage ham, og
karakteristikken aander af den
oprigtigste taknemmelighed og hengivenhed.
Alligevel er der noget anstrængt over
den. Erslevs herskende egenskab, den
kölige, uforstyrrelige og rummelige
objektivitet, laa hans eget væsen forfjærnt.
Man kande i virkeligheden for at
karakterisere Jacobsen vende alle ordene
om: brændende, bevæget og noget
snæver subjektivisme.
Naar han derimod om vennen Niels
Möller siger, at han trods sin
beskæftigelse med fortiden er en sympatisk
medlevende i nutidslivet — helt fordomsfri,
ingen mennesker og ingen meninger
underdanig, men dog et
samfundsmenne-ske — saa tegner han dermed den
mennesketype, som stod hans hjærte
nærmest.
7 i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
