Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Bag den graa Façade. Af Viggo F. Möller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Viggo F. Möller
er Anna, Fru Mortensens Datter, Du ved.
Hun ligger derovre paa Trappegangen.
Hun er myrdet. Ja. Død. Kvalt.»
»Anna Mortensen? Lille Anna?
Nej-men —» den anden Tjener er allerede
i Løb derover.
»Hvem er det, som er myrdet?»
hører Hr Blegvad den rolige Stemme ved
Siden af sig spørge, og han opfatter
ogsaa gennem sin sjælelige Taage
Tjenerens Svar:
»Aah, det er en lille Pige, Hr, som
bor her ved Siden af, hun er Datter af
sin Mor, som hun gik i Byen med
Vasketøj for. Vi kendte hende
allesammen saa godt her omkring, det var
rigtig, hvad man kalder en kvik Tøs,
ja, hun var vel en tretten Aar, og
udviklet, nydelig var hun ja, og —ja
alt-saa, hun vidste det jo nok selv altsaa,
hun var vist godt med saadan — men
Mo’ren holdt hende skrapt. Jeg maatte
jo over og meddele hende den sørgelige
Efterretning, ved det, at jeg altsaa kendte
hende. De saa det maaske, Hr? Tænk,
hun laa paa Trappen derovre og var
kvalt. Midt paa Trappegangen, oppe
ved anden Sal. Det maa jo være det,
som de kalder et Lystmord — han maa
jo have været gal, saadan midt paa
Dagen, tror De ikke ogsaa, Hr, at det maa
være sket i et pludseligt Tilfælde af
Van-vid?»
»Jo» svarer den uforanderligt rolige
Stemme »det maa sikkert være sket i
det, der i Referentstil kaldes et
pludseligt Tilfælde af Vanvid.»
»Han maa være blevet desperat. Det
er jo næsten et Vidunder, at han ikke
blev grebet paa fersk Gerning. Tænk,
at Pigen ikke har skreget.»
»Ja ikkesandt» lyder det igen »at
hun ikke skreg — mærkeligt.»
»Undskyld» siger Tjeneren og for-
svinder indendørs. Der er flere, som
skal have Del i Sensationen.
Hr Blegvad kan ikke komme til sig
selv. Han sidder og bliver ved at raabe:
Grib ham, grib ham — indvendig; han
synes selv, det er øredøvende Raab, han
udstøder, men der kommer ikke en Lyd
over hans Læber. Han er vaad af Sved
og noget andet, som i Ophidselsen er
hændet ham, ude af Stand til at rejse
sig —
»Naa -— fik jeg saa ikke Ret», siger
den Fremmede mildt »der skjulte sig
virkelig noget ovre bag den graa Fagade.
Husk mine Ord: der skjuler sig altid
noget. Og en skønne Dag kommer det
frem i Lyset. Gudskelov, der er dog
altid den Udvej at slaa Vinduer og Døre
op, naar man endelig ikke længere kan
holde det ud derinde. Saa kommer der
da altid en Ende paa det.»
Han rejser sig og tager sin Hat for
at gaa. »Farvel; kan De se, det blev
nok mig, som gik først? Tak for
Selskabet. De er jo nok klar over, at det
derovre absolut ikke kan forblive
uopklaret? Lad mig forsikre Dem, at det
er jeg ogsaa. Nu gaar jeg mig en Tur
i det gode Vejr. Lad Dem ikke
forstyrre, bliv blot siddende — — -— bliv
siddendes gentager han bidsk, da Hr
Blegvad gør Tilløb til at rejse sig. Og
den lille Månd spjætter sammen paa
Stolen igen.
Han hilser med yderste Høflighed
og gaar hurtigt sin Vej. Og først da
han er borte om et Gadehjørne, faar Hr
Blegvad saa megen Kraft, at han kan
rejse sig. Han fægter med Armene i
Luften og peger vildt hen ad Gaden;
Læberne gaar konvulsivisk paa ham,
Spyttet staar ham om Mundvigene. Men
der kommer stadig ikke en Lyd fra ham,
og der er ingen, som lægger Mærke til ham.
150
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
