Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - P. E. Lange-Müller 1850—1920. Af William Behrend
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wi I li a m Behrend
Han er Holger Drachmanns
Komponist — men vel at mærke ikke den
drabelige Drachmann, der slaar paa sin
Slire og gaar paa Landevejen ud for at
slaa ihjel —- derimod den mere ægte
Digter, der drømmer ved Havet, der
neddykker i Længsel og i
Nirvanastemning og flygter bort til Orienten
eller til det gamle Æventyrland (»Der
var en Gang»: et typisk Værk for
Digter og Komponist, hvori de sjælden
lykkelig mødtes — »Østen for Sol og Vesten
for Maane» osv.). Han har komponeret
Ernst von der Reckes fintformede,
sværmerisk ulegemlige Kærlighedsvers,
og de andre Efterklassikere som Chr.
K. F. Molbech og Kaalund. Blandt
selve Guldalderens Digtere ikke den
blodrige oehlenschläger, men de
spiritualistisk hensvævende ingemann og
Hauch. Af Aarestrup har han aldrig
følt sig tiltrukken, end ikke af Chr.
Winther, men vel af deres mattere,
smidige Efterfølger Chr. Richardt. Med
Karl Gjellerup har han en enkelt Gang
givet sig i Kast, men det synes, som om
dennes Lyrik i det Hele er ham for
bevidst og for abstrakt. Udenfor dansk
og norsk Lyrik er han sjælden gaaet.
Naar han vender sig til en
Verdens-lyriker som Heinrich Heine, er det
saare betegnende, at han ikke vælger
de yppige eller sønderrevne Digte, men
giver sin Musik til de vemodig tunge
som »Verzogen, verflogen», til det
dunkelt farvede »Nimm mich auf uralte
Nacht», skildrer det smærtebankende
Hjærte (»Der Zimmermann») eller giver
et fortrinligt naivt Musik-Træsnit af »Die
heiligen drei Könige» (med Undtagelse
af denne Sang er disse Heineske
forøvrig altfor lidt kendte og sungne).
Men en stor Kreds af hans Sange
knytter sig til Folkevisen. Ikke just
den danske, ej heller den oprindelige
Folkepoesi, men dens Omdigtning særlig
ved Thor Lange og navnlig efter
slaviske Motiver. I Lange-Müllers
Gendigtning bliver de dog alle hver paa sin
Vis danske. Ti i Folkevisen har hans
Lyrik en af sine Rødder — han nævner
selv i hin enestaaende personlige
Bekendelse jævnsides Folkevisen og Naturen.
Han er kaldet til Folketonen, fordi han
er ægte og umiddelbar i sin Følelse,
fordi han er født Melodiker, fordi han
ikke holder sig for god til at synge for
Folket, naturligt, enkelt, iørefaldende. I
denne sin Stræben er han ikke bange
for at strejfe det »populære» eller det
smægtende, heller ikke for at nærme
sig ret nær til Forgængere. Hvor har
dog iøvrig disse ofte omtalte
Reminis-cencer — der naturligvis ikke er
Komponisten bevidst, og af hvilken en hyppig
citeret selv er en Reminiscens (Serenaden
af »Der var engang» — Saint-Saens’
Klaverkoncert — schuberts As-dur
Frauenchor) — hvor har de uendelig
lidt at sige for den, der føler
Lange-Müller selv igennem dem og erkender
hans Maal eller Stræben.1
Man vil herefter have Indtryk af,
over hvilke sjælelige Felter Lange-Müllers
Sanglyrik spænder. Vide nok er de, —
omend ikke, som man siger,
ubegrænsede. Mest hersker vel deri vemodige
tungsindige Stemninger, tyst Klage, dump
Sorg, bevæget Længsel, stille Drømmen,
blid Smægten. Men ikke alene en
urolig higende Aand, grublende undertiden
indtil det mystiske, møder vi i disse
mere end et Par Hundrede Sange, de
omfatter Melodier, der er krydrede som
Orientens Nat, svangre med Vellugt fin,
blomstrende som Firenzes Stad, der er
1 I gammel Folkevisetone er, kan man
sige og her tilføje, ogsaa den Melodi af L.-M.
holdt, som Raadhusklokkerne i Kjöbenhavn
synger ud over Staden og som, kendt af hvert
Barn dér og snart af hver Byens Gæst, er
blevet som Kjøbenhavns musikalske Vartegn.
2 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
