Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - P. E. Lange-Müller 1850—1920. Af William Behrend
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. E. Lange-M ii Iler
Udtryk for mild Glæde, for Ynde, Lune
og Skælmeri, en Gang imellem — især
naar vi tager Sangkvartetterne med —
for munter Spøg. Men aldrig sætter
denne Lyrik sig i Positur, aldrig raaber
den op eller vil mere, end den er og
ævner. Til Tankens højeste Tinder
stræber den ikke, saalidt som den lodder
Sjælens dybeste Skakter. Men den
giver sig ikke heller Udseende af at ville
sligt. Til Fraser eller falsk
Dybsindighed kender den intet. Altid er den
ærlig — dansk.
Som Sangmelodiker har Lange-Müller
vel gaaet i Lære hos Hartmann, Gade
og Heise, mest hos den første af de
tre, hvem han vistnok har betragtet som
den inderligste og mest digteriske. Til
den saaledes overleverede Melodik (som
han naturligvis har sat sit eget Præg
paa) har han imidlertid føjet en ny Tone
i dansk Musik, en vis indsmigrende
Vellyd, en besnærende Sødme — en, som
det er kaldt, »gyldenvarm» Tone af egen
blodrig sensuel Art. Det er lettere at
pege paa bestemte Exempler derpaa end
at definere den i Ord eller at paavise
dens Oprindelse. Mere som en
Fornemmelse end som noget bevisligt, vil
man være tilbøjelig til at henføre den
til en gallisk Paavirkning, der ellers kun
er lidt fremtrædende i dansk Musik.
Som Melodiker er Lange-Müller
skredet udover Forgængerne — det samme
er Tilfældet, endda i højere Grad med
hans Harmonik. Naar hans Akkorder
er fyldigere, hans Harmonier mere
vekslende og spændte, hans Moduleren mere
urolig og dristig, da er dette naturligvis
tildels i Overensstemmelse med »Tidens
Krav» og Paavirkning udefra, men det
er tillige Udtryk for en for ham særlig
Trang, der mærkes lige fra Ungdommen.
Med det stærkt udarbejdede, farverige,
afvekslende Akkompagnement, der
undertiden kan blive tungt og overlæsset (som
Foto. Mary Steen.
P. E. Lange-Müller
(.i T r e d s a ar e ne).
hans Orkestersats kan være det), vil han
gøre Billedet, og Stemningen, saa
levende, saa varmt og anskueligt som
mulig, ligesom han ad harmonisk Vej
vil forhøje hin melodiske Sødme, der
er ham ejendommelig; og saaledes
fremtryller han saa ofte det virkningsfulde,
malende, karakteristiske Musikbillede af
det Digt, han har følt sig draget af og
fordybet sig i.
»Musikken er Inderlighedens Kunst»
— disse ofte citerede Ord af
Lange-Müller selv er som et Motto over hans
Sanglyrik — ikke mindst naar den er
Udtryk for indre Rørelser, for
Sjælelivets Stemninger. Men endnu en Kilde
til sin Lyrik har han nævnt i den
føromtalte Bekendelse: Naturen! — »min
Ven og Læremester, mest naar den talte
den danske Tunge.»
Kærlighed til Naturen lyser ud af
Lange Mullers Musik. Kalder han den
sin Ven, er det sikkert, fordi den har
været hans Trøster i mangen tung Stund;
valgte han som ung at blive Gartner,
var det sagtens i indre Trang til dette
217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
