Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Sigrid Undsets sidste roman. Av Kristian Elster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigrid Undsets sidste roman
Mere betragtende, kjöligere, mere
kritisk er Nini Roll-Anker. Hun er sikker,
erfaren, overlegen i sin samfundssatire.
Men ogsaa hun kan fälde slemt for at
opfatte sit stof for höitidelig, tragisk. I
hendes sidste roman »Fru Castrups datter» er
heltinden en overmåte verdslig og tom
liten overklassekvinde, men fru Anker er
faldt for den fristelse at skulde skape
skjæbne av hendes nokså almindelige
historie og har försökt at hæve den op til
tragedie.
Det er det Sigrid Undset aldrig gjör.
Hun skaper ikke tragedie av den
virkelighet som ikke har tragedien i sig selv. Hun
forskyver i det hele aldrig virkeligheten.
Hun blir i den, fordyper sig i den, og
gjengir den med en sandfærdighet som en
gang i mellem kan bli pinlig nöiagtighet.
Også hun savner humör, frigjörende
komisk sans. Men hun stiller sig aldrig i
positur og er uavhengig og uberört av den
tragiske moderetning. De skjæbner hun
beretter om, bærer ikke höiere end livet
selv bærer. Hun kjender ikke falsk patos.
Hun er ubönhörlig i sin virkelighetssans.
I hendes förste store roman »Jenny» er
der tragedie nok, men först mot slutten
kommer der et stænk av tragisk stil som
skjæmmer. Men det er det eneste
eksempel jeg mindes fra hendes digtning. Den
er alvorlig, tung, gripende, den har sin
patos midt i sin nökterne klare
virkelighet; men det er den dype patos enhver
hverdagsskjæbne ka?i eie, når den berettes
i sand styrke, med sand inderlighet. I
den enkeltes skjæbne kan vi se de manges,
livets spil med menneskene; virkelighetens
strenge alvor har sin patos som kan gives
os i den jevneste stil. Den patos eier
Sigrid Undsets digtning. Det er den,
dybden og inderligheten og sandfærdigheten
i menneskildringene og perspektivet i de
livsskjæbner som berettes, som hæver
hendes hverdagsfortællinger, trods hendes
strenge, nökterne virkelighetssans, så höit
over at være blotte gjengivelser av
virkeligheten.
II.
Det som grep så stærkt ved Sigrid
Undsets tidligste böker, var at i disse
mödte vi for förste gang vor tids unge
kvinder, slik vi kjendte dem fra livet, fra
kontorene, fra turer, fra hybler og hjem,
hos hende forklaret, tydeliggjort og set i
sammenheng med den tid de levet i.
Gjennem hende lærte vi at forstå noget
eiendommelig i os selv og i tiden. Der
tales om at den tid vi nu lever i, er en
ond tid; det er fordi vi glemmer så fort.
Nei, tiåret i århundredets begyndelse,
indtil verdenskrigen slog alt overende, det
var den onde tid, en åndelig utsuget, en
mismodig og knuget tid. Det var som
tiden selv ikke længer gik, men rådnet.
Det stank av dagene. Og over os alle
lå samtidig den knugende fölelse av at en
uundgåelig, forfærdelig katastrofe nærmet
sig. Det var en ond tyngde over
tilværelsen, en ustanselig grå hverdagsstemning.
Katastrofen som kom, var ikke bare en
nödvendig ulykke, en uavvendelig
konsekvens, det var også en befrielse. Vi
ånder alle lettere i den stormfyldte,
farefyldte luft idag, end i den knugende
angst-mættede for en ti år siden.
Kvinderne i Sigrid Undsets böker har
sin ungdom i tiden för verdenskrigen. De
er på engang illusionslöse og fyldt av
længsel. Men de tror ikke rigtig på sin
egen længsel heller, det er drömme, og
de vet det er drömme, og de resignerer
hurtig likeoverfor virkeligheten, men
bevarer en steil stolthet, de vil ikke la sig
kue. De kjæmper med livet. Tilværelsen
er hverdage, de vilde så gjerne ha litt fest
over den, men de vet det er hverdage
som kjeder sig til hverdage, og at det
gjælder at holde ut. For disse kvinder
hænder det så litet i livet, og söker de at
fremtvinge den store begivenhet, blir det
til flauhet, til bitter skuffelse, til
ydmygelse. De er sky, tilbakeholdende, gjemte
i sig selv, de er stolte, frie for fordommer,
frit rådende over sig selv. Men de har
slik liten glæde. Hos mange av dem er
trangen til erotik sterkere end evnen til
at elske. De længter efter at gripes av
den store kjærlighet, men den når dem
ikke, og de nöier sig med dens avglans.
Det er unge bykvinder som lever sit liv
på kontorer, på hybler og i grå
bak-gateleiligheter, det er som de aldrig
kommer ut under åpen fri himmel. Og
slik er det i deres liv også. De
drömmer om den store erotik, men nöier sig
med den gode kjærlighet. De resignerer.
Det blir sjelden tragedie av det, men mange
knugende hverdage. I sin resignation går
3 77
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
