- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettionde årgången. 1921 /
547

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Lyrik og Prosa. Af Carl Behrens

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Dansk Lyrik o g Prosa

ind i hans Digtning, Harmonier af Idyl
og Ro, — »alt er Vellyd, alt er Toner»
og Livet bliver »som en sød Musik». Det
synes, som om hans Lyrik staar i
For-nyeisens Tegn.

Ogsaa et Skuespil har Michaëlis
udsendt: Paa Havet, et ganske mærkeligt
Arbejde, forskelligt fra alt, hvad han
hidtil har ydet paa Dramaets Omraade.
Indenfor et Skibs snævre Grænser samler
han en Række Typer for forskellige
Nationaliteter og lader dem bryde sig mod
hinanden, saa de gensidig belyser hinanden,
vækker Sympati, Modstand, Had. Sikkert
og kraftigt udformet er Handlingen, saa
behændigt ført mod sit Maal, at Spænding
vækkes og fastholdes.

I Sange mod Solnedgang har L. C.
Nielsen mere end nogensinde givet sin
stemningsbaarne Lyrik et dybt
menneskeligt Indhold — den har næsten faaet et
personligt Skriftemaals Karakter, aabner
Indblik i Digterens inderste Higen, Drømme,
Skuffelser, medens hans Vers tidligere især
havde Lejlighedslyrikens Monumentalitet —
han var den foretrukne Kantatedigter. Selv
hans Efterfølger paa dette Omraade Axel
Juel svigter i Bogen om Grete Festdigtet
for i gennemsigtige og yndefulde Vers at
fortælle en jævn Kærlighedshistorie.

En prægtig Lyriker er Ludvig Holstein,
der efter længe at have tiet er vaagnet til
ny Produktion. I Æbletids’’ Vers er der
noget frodigt og livsbejaende — han
raa-der Ungdomen til at slutte »Pagt med
Danmarks Jord», han varsler Fred og
Frugtbarhed, »Herlighed og Held for Folk og
Fæ.» Et Digt som »Foraarsbøgen» er
især typisk for Holsteins muldjordsduftende
Lyrik — Bøgen, der om sig selv
skrifter:

Uden Brist i mit Sind, uden Svig i min Tale
er jeg Sandhed ja, Sandhed fra Krone til Rod.
Og jeg staar som et Tempel i Daggryets Sale,
hvor Aarhundreder spandt deres Mos om min Fod.

Men han besynger ogsaa September.
Han føler, at han nu staar nærmere ved
Livets Moderkilde,

Staar her et grannet Jordens Barn,
September paa din Banke,
hvor Edderkop har spændt sit Garn,
og lytter til din Tanke.

En Bejler til din Modenhed,
Medvider i din Gaade — — —
Giv mig det Æblekys du ved
og mæt mig med din Naade. —

I »Randrim» viser Holstein dog, at
han ogsaa kan revse og spotte, og hans
Vers om de »Aander, som banker i
Petersens Bord», »Aander med Tunger og
Aander med Knor,» har en svidende Snært.
Digteren troer paa Aand —

Paa den Aand, som er En fra de Kupler og Kor,
hvormed Tavsheden kroner den natdunkle Jord,

til det ringeste Græs, som i Stilheden groer–-

Men jeg tror ikke Spor

paa en Aand, som er avlet i Hor med et Bord.

Der er Karskhed og Mandighed i
Holsteins Lyrik, Aars Erfaring giver den dens
ædle Farveskiften, den dufter af
Eftersommerens friske frugtkronede Æbletræer.

Jævnaldrende med Holstein er
Johannes Jørgensen, men han har rigtignok
ikke pauseret paa Vejen. Hans
Produktion er imponerende, snart profetisk
manende, snart selvbiografisk fortællende,
der-paa rejseskildrende og lyrisk strømmende,
helt igennem Udtryk for en Personlighed,
der har kæmpet sig frem til en
Livsanskuelse, som for ham er saliggørende. De
smukkeste Sider i hans Digtning
repræsenterer den lille Digtsamling Der er en
Brønd, som rinder. Det er Vers af en
egen elskelig og usammensat Ynde —
Gensynet med den lille By, hvor han er
født, og hvor hver Brosten vækker
Minder. Alt er som fordum:

Frisk Luft, blaa Himmel, Fugle
og Sol og Sang.
Ak, al Ting vil begynde
endnu en Gang.

Det er Foraar nu som før.

— Ak Tidén, Tiden,

den sletter alle mine Foraar ud!

Alle mindes vi »Porten, hvor de grønne
Linde staar», alle har vi hørt en gammel
Sang ved Klaveret eller Løvet hviske:
»Vandt Du ikke, hvad Du vilde?» —
Jørgensens Vers taler til det alment
menneskelige i os alle, derfor vil de med deres
blide Melankoli blive staaende i vor
Lite-ratur.

Hans nyeste Prosabog Danimarca ejer
samme Præg. Atter er det Gensynet med

547

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:58:00 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1921/0599.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free