Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Lyrik og Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
de kære, kendte Steder efter månge Aars
Hjemløshed, der bevinger Digterens Pen.
Men hertil kommer som ny Indsats
Glæden over det genvundne Land, den
Styrkedrik, der er bleven rakt ham ved hans
Tilbagevenden til Fædrelandet.
Taalmo-digheden, der overvinder alt, har skabt det
store Vidunder. Den Følelse, der hos ham
nu bliver den afgørende, er denne, at »intet
Menneske har mer end et Sprog —
Mo-dersmaalet. Intet Menneske har mer end
et virkeligt Fædreland.»
En opstigende Linje betegner Kai
Hoffmanns Lyrik, ligetil han. i sin seneste
Digtsamling Den vide Verden hæver sig
til en poetisk Fynd og en mandig Kraft, et
bidende Vid og en marvfuld Følelse,
Egenskaber, der giver ham en fremskudt Plads
blandt yngre danske Lyrikere. Den lille
Bog er i høj Grad repræsentativ for
Hoffmanns Digtning og vil skænke enhver,
der endnu er ubekendt med den, et
tydeligt Indtryk af Arten af hans Lyrik. Han
magter Idyllen —
Der er nogle Stuer,
en højrygget Stol,
et Gulv, som er hvidt
af vidunderlig Sol —
Hjemmet, som er det eneste Sted, »hvor
du lykkelig dør», Aftenstemningen, hvor
»der ringer langt borte en Klokke», medens
Digteren spørger sig selv
Hvad er mine frodige Dage?
Hvad bliver det alt tilsidst?
Til samme Gruppe af Digte hører det
fortryllende om »Sommerhuset» — Rejsen
paa den knagende, knirkende Vogn i
Fe-riemaaneden. Men til Patos og den store
Gestus hæver Hoffmann sig i det pompøse
Digt »Vi Normanner».
I Øst og i Vest, overalt
er evindelig Jorden Normannernes Jord,
er Normannerne Jorderigs Salt.
medens han stemningsfuldt skildrer »De
danske Troppers Indtog i Sönderjylland»
— i den By
som var, i hjemløse Aar,
under Fjendernes Sværd —
bar de Dannebrog ind
for at plante det der.
Sindrigt formet er »Gule Sporvogn»,
som Symbol paa Danmark med sin Fragt
baade af Ungdom og Hæslighed og en
stor blond Konduktør, »det er Landet med
dets Korn og Kør». I »Strofer» viser han
endelig sin Evne til i fire Linjer at forme
en lyrisk Pointe.
»Den vide Verden» gør et sundt og
befriende Indtryk, og dette holder sig,
naar man forlader denne Samling for
Thøger Larsens Digte I Danmarks Navn.
Her vexler Naturstemninger fra Danmark —
»Agre, Enge, Haver vinker i dit Navn» —
baade ved Sommertid, naar Blomsterkjolen
»ligger broget bredt» og ved
Vintersolhverv, da »Sol er ikke hjemme, og Dag
bli’r stadig mindre», med nationale Digte,
der priser »Den store Vaar», Glædens
Vaar:
Nu fandt vor Sag
sin store Dag —
saa langt vort Sprog kan klinge
skal alle Kilder springe.
Mindre betydelige er Samlingens
Festog Hyldestdigte, men dens rene Lyrik
fæstner atter Thøger Larsens Navn blandt
de særprægede Lyrikere med egen Tone,
eget Fysiognomi.
/ Lyst og Nød, P. C. V. Hansens
lille Digtsamling, har et mere jævnt Præg.
Han gengiver dog særdeles smukt Gustaf
Frödings »Jæger Malms Hustruer» og
viser snarere Evne for den satiriske Pointe
end for den lyriske Stemning.
Satirisk Pointe er ogsaa Styrken i den
nye Samling Sange fra Provmsen af
Harald Bergstedt, der har en ganske
særegen Evne til at opspore de Sider af
Provinslivet, hvor Modsætningen til
moderne Opfattelse og Kultur træder grelt
eller frastødende frem. Hans Vers ejer
ofte en frodig komisk Kraft og en saftig
Kolorit
Som Digter i bunden Stil debuterer
Johannes Buchholtz med Ravne og Duer,
Fantasier og Stemninger, der bølger ud
og ind og undertiden er Prosadigte i en
Form, som nu synes at have overlevet sig
selv, men i 8o’erne var Modernitetens
Triumf. Betydeligst er Digtet »Paa
Ton-dern Station» om hin Nat, da de tyske
Skilte toges ned og
548
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
