Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Lyrik og Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk Lyrik o g Prosa
de store Russere — Dostojevski er det
Navn, som nærmer sig til Sammenligning.
Det er en Hjærnernes og Hjærternes Kamp,
han skildrer i sin gribende islandske
Roman — en ædel og trofast Læges
haab-iøse Strid mod nidsk og hadefuld
Forfølgelse. Til Konflikten i Menneskets Indre
svarer den ydre Kamp mod Sygdom og
Sot, det er under den spanske Syges
Hærgen i Rejkjavik, og Uhyggen forøges ved
et Udbrud af Hekla, der formørker
Vinterhimlen med sin Sod.
Sceneriet ejer da en storslaaet Vælde,
og Naturens gærende og urofyldte
Elementer genspejler sig i Menneskene, som jages
afsted i Lidenskabernes Lænke og tramper
ufølsomt paa hinanden. Hadet lyser
omkap med Vulkanen og stilner ikke af, før
den stilfærdige Læge er dødelig ramt.
Gunnarssons »Salige er de enfoldige»
er en af de betydeligste og mærkeligste
Romaner, nordisk Literatur i de senere
Aar har frembragt, af en Støbning, af en
saadan Sikkerhed i Anslaget og
Udformningen, saa levende i sin
Menneskeskildring, at man bagefter synes at have kendt
Grimur Ellidagrimur og Pall Einarsson
personligt — man kan vanskeligt igen
løsrive sig fra disse Skikkelser, gennem hvilke
Livet pulser rødt og heftigt.
Ogsaa de syv Historier, Gunnarsson
har samlet under Titlen »Ringen», hæver
og over det almindelige, viser hans
originale og kraftige Fortællertalent. I den
Historie, der er kaldt »Paa de ensomme
Stier», hedder det etsteds henvendt til de
forudgangne Slægter: »Smiler I, med hvide
Tænder, ad min Rastløshed, dér hvor I
nu ligger? Smil blot! Den Tid kommer
vel, da jeg smiler med — ad andre
hastende. Men endnu er mit Blod ikke sivet
tilbage i Jorden — endnu har jeg Livets
Uro inden Ribbenene. Nu er det min
Tid — og derfor har jeg ikke Tid! Jeg
maa videre! ... I ved det jo: naarsomhelst
kan Ringen være sluttet — min Ring!
Og da er det for sent. Selv om jeg
indtil Vished aner, at al min Uro vil afføde
ny Uro, at al min Søgen kun vil føre til
ny Søgen — jeg maa videre! Spot ikke
min Daarskab, mit Blod er endnu ungt»!!
Er det ikke en Tilstaaelse af
psykologisk Værd — Gunnarssons eget
Skrifte-maal, der ligger skjult i disse Linjer om
Tiden, der maa anvendes, inden det er
for sent? Ringen vender tilbage i de
navnløse fem Strofer, der slutter Bogen,
om Ringen, der ubrudt rækker
fra Evigheds Old
til Evigheds Gry,
Knokkelhaanden kryster vistnok Frugten
til Støv,
men mellem
dens Fingre smutter
Frøet til Jord —
fremdeles Ringen.
Denne Forestilling om den usynlige
Ring »uden Begyndelse, uden Ende», den,
der findes
i alt synligt
og usynligt
i Krybets Kredsgang,
i Klodernes Dans,
synes at være den Livsanskuelse,
Gunnars-son ikke uden Tilslutning til filosofiske
Verdenssystemer er naaet til, og som har
givet sig Udslag i Titlen paa hans nye
Bog.
Dens betydeligste Historie »Kongesøn»
er Original ved kun at indeholde Dialog
uden forklarende Ordforbindelser — en
ny Form for dramatisk Digtning —
skildrende Haakon Sverressøns og Inga fra
Var-teigs Søn, den fødte Konge, hvem
Birkebeinerne forkæler. Den knappe Replik
maler et anseligt Optrin af Norges
Middelalder-Historie.
Men et Glimt af Nutidens Norge, som
Landet viser sig hyllet i Vinterdragt, giver
Henrik Pontoppidan i de Dagbogsblade, han
har samlet under Titlen En Vinterrejse,
en Bog af den Art, en Digter udsender
som Hvilepunkt mellem store Værker. Det
ironiske Dobbeltspil i Fremstillingen gør
den lille Bog tiltrækkende —■ i den moderne
Skødesløshed med Sprog og Stil virker
Pontoppidan som en klassisk Mester.
Ogsaa Homo Sums Fortælling Via
do-lorosa, hvor det moderne Danmark atter
toner frem, er stilistisk set præget af
Kultur. Den pseudonyme Forfatter, der synes
at have en Forkærlighed for latinske
Titler, hvad der unægtelig i dette Tilfælde har
frembragt det mærkelige Resultat, at en
Lægmand hverken forstaar Titel eller
Forfatternavn, skriver et Dansk, der minder
551
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
