Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ligemænd. Af Anders Thuborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L i or e m æ n d
o
Af Anders T hu b org
Cry9 o HAN O G ALFRED var
"f~ 13 Aar. Der var kun faa
/ Dages Forskel paa deres
CL«^ Alder. Og de var omtrent
lige store.
Johan var næsten hvidhaaret, saa
lys var han. Og han havde allerede
Mandfolkemæle. Han lignede en Viking.
Han havde faste, brede Skuldre og
ligesom begyndende Overskæg.
Alfred var mere sart, mere
ranglet. Han undgik helst Slagsmaal.
Han samlede paa Sommerfugle og
Planter, og han kendte latinske Navne
til dem.
Men mellem Johan og Alfred var
der en evig Kappestrid om, hvem der
var den stærkeste i begge Retninger,
— baade naar det gjaldt Næver, og
naar det gjaldt Navne.
Johan havde paa vidunderlig Maade
reddet en Dreng fra at drukne. Og
denne Dreng var endda indfiltret i Tang.
Men Johan dykkede ned og blev nede
under Vandet, indtil han fik ham løs.
Det var en Bedrift.
Til Gengæld havde Alfred engang
fundet en Bille, som aldrig før var set
der paa Egnen. Den gamle Lærer
Paludan sagde, at det var en ganske
almindelig Cicindela campestris ; men
Alfred beviste ud af Bøger, at det
umuligt kunde være rigtigt. Og til Slut
maatte selv Paludan give ham Ret.
Haha. Forresten var det ikke saa
vanskeligt at binde Paludan noget slemt
Tøjeri paa Ærmet. Johan kom en Dag
i største Alvor med en lille sort Knold,
som Paludan, der havde daarligt Syn,
erklærede var en Jordloppe. — Og
Knolden var kun Jord. Den havde aldrig
været noget Dyr, allerhøjst en Pind.
Det lo begge Drengene ad.
Men de havde i Virkeligheden større
Ærgerrighed end som saa. De
kæmpede hver for sig om Overmagten. En
Sejr, hvorved den ene afgørende fik den
anden til at bøje sig, vilde være
bestemmende.
De fulgtes ad i Heden for at
botanisere. Og her huskede Johan ligesaa
godt Navnene som Alfred; men han
havde ikke ligesaa stor Interesse for
dem. Der blev ikke den rette
Sammenhæng mellem dem og Tingene. Saa fandt
han paa, at de hellere skulde slaas. Og
her var han nødt til at faa sin Vilje,,
for han begyndte.
De kunde dog ingen Vegne komme.
De var omtrent lige stærke. Det
lykkedes somme Tider Johan at faa Alfred
kastet omkuld; men det var langt fra
hver Gang. For saa vidt sejrede Johan,
som han aldrig blev kastet. Men det
var ikke afgørende. Det var ikke nok
til at sikre Overmagten og til helt at
faa Modparten under sin Vilje.
Han begyndte da at kaste med Sten.
Alfred maatte springe som en Kakerlak
for ikke at blive ramt. Men han
undgik det. Legen begyndte ret godartet
med smaa Sten. Men efterhaanden blev
Stenene større. Det var tilsidst Sten
649
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
