Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Askeladden. Helten i norsk eventyrdiktning. Av Georg Sverdrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Sverdrup
generende mangel paa omgangstone.
Det er selveste kongsdatteren han beiler
til, og saa skal han jo op paa
kongs-gaarden og före frem erendet sitt. Men
stasen og omgivelsene gjör ham ikke
myk i knerne eller spak i rösten. Han
kommer drivende inn til kongen, saa
fillene flakner om ham. »Faar jeg
datter din?» sier han.
Ogsaa utenfor hjemmet og peisen
bærer han navnet sit med rette.
Forholdene skifter, omgivelsene blir andre
og större. Han er hvad han var. De
egenskaper som gjör ham til lykkehelten
ute i den store verden, er akkurat de
samme særheter som stempler ham som
tullingen hjemme i husmansstuen. Hans
dvaskhet er i virkeligheten ett med den
uforstyrrelige likevekt som bærer
gjen-nem alle farer. Spör trollet om han har
tatt sölvendene og sengeteppet med
sölv-og gullrutene, saa svarer han trevent:
»Ja-a», og naar trollet videre vil ha greie
paa om han kommer igjen, er det ikke
mere enn han gidder si: »Kann nok
være det». Hans barokke sans for
allslags rariteter blir mere enn én gang
den egenskap som han bygger hele sin
karriere paa. Paa veien til den
ord-vrange prinsessen tar han op en
vidjespenning, et skaalbrott, en död skjere,
et krokete bukkehorn, saa maken till
det og til slutt en utgaatt skosaale. Saa
fölger den berömte ordkampen hvor
Askeladden erobrer kongsdatteren og
halve riket med sitt vidd og sin
slag-ferdighet alene.
En liten innvending blir én
unektelig sittende igjen med naar én leser
denne historien. Eventyret vet naturligvis
hvorfor han tar op disse tingene. Men
har det maktet aa gi inntrykk av at
ogsaa Askeladden vet det? Er det en
slagplan han fölger naar han bruker disse
gjenstandene til aa maalbinde prinsessen,
eller er det rene slumpen han flyter paa?
Om flere av Askeladd-eventyrene
kunde én da fristes til aa anvende de
ord som Georg Brandes engang har
brukt om Oehlenschlägers Aladdin.
Skikkelsen er paa ingen maate ufarlig for
de unge. Gjennem den inndrikker de
»Forestillingen om en Verden, i hvilken
Alt lykkes den Ligeglade, der kun
vover tilgavns at önske, en Verden, i
hvilken Skatte vindes, Hindringer
bortryddes, Lykken erobres, Triumfer opnaas,
uden Möje, uden Arbejd, uden Kamp
og uden Indsigt». Og naar Georg
Brandes legger til at »Frugten har været den,
at der neppe gives noget Land i
Verden, hvor der finnes saa mange indbildte
Genier som i Danmark», har jo vi
nordmenn ali grunn til aa holde kjeft. Men
det vilde være meget beklagelig om vi
gjorde det uten aa ha litt daarlig
samvittighet. Ennu har i alle fall ingen
nordmann vaaget aa paastaa at vi norske
er mindre innbildske og mindre
arbeidssky enn danskene.
Askeladden som Aladdinstype, som
lykkens dovne og forkjælede yndling er
imidlertid ikke eventyrets sisste ord om
helten. Hvor det naar dypest, har det
— i pakt med folkeinstinktet — frigjort
sig fra denne hyperromantiske tanke.
Riktignok er det saa at eventyret er
til-böielig til aa gi Askeladden for lett spill
i kampen om lykken. Men vi skal ikke
overse at han allerede paa forhaand har
erobret sig retten til seiren. Det gjorde
han i det öieblikk da han kom i
beröring med livets lönlige krefter. Og her
hvor eventyret staar foran vendepunktet
i hans liv, skifter ogsaa
karaktertegningen preg. Ikke saa at den et öieblik
mister noe av sin naive anskuelighet.
Men umerkelig vokser den i dybde og
gyldighet, saa det fellesmenneskelige til
slutt blir synlig bak den nasjonale
hammen. Fölger vi Askeladden på den vei
han nu slaar inn paa, blir vi i stand til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
