Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Norsk skjönlitteratur 1921. Av Ronald Fangen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norsk skjönlitter a tur ig21
Av Ronald Fangen
I.
OM DEN NORSKE »bokgröde»
i de sidste aar kan man si at
den baade er mager og rik.
Den er mager forsaavidt som der
er uhyre liten avveksling i den, omtrent alle
bökerne vil det samme. Den er rik
forsaavidt som den byr paa verker av den
höieste rang.
Alle de skandinaviske litteraturer, som
forövrig de fleste i Europa, har i de
sidste ti-tyve aar staat i
hjemstavnsdigtningens tegn. Der har været skrevet et uhyre
antal folkelivsskildringer, og bökerne har
med större og mindre held balancert paa
grænsen mellem digtning og den endnu
yderst ukonkrete videnskap som kaldes
racepsykologi el. 1. De færreste har klart
at balancere der paa grænseskillet. Nogen
ganske faa har — liksom uforvarende —
reddet sig over i digtningens verden. De
fleste er plumpet hulter til bulter ned i
en görme av bygdebeskrivelse, dialekter,
folklore, filologi. Mens det imidlertid nu
ser ut til at baade den engelske, tyske,
franske og vistnok svenske litteratur
omtrent har kvittet sig med den orkeslöse
forening av digtning og dilettantisk
videnskap, sitter der stadig i Danmark og
specielt i Norge en lang række forfattere og
folkelivsskildrer en eller anden avgjemt
trakt av landet, berust ved fundet av et
ubegripelig ord, henrykt ved at spore
hvilken indflydelse den og den steinknaus
har hat paa en ottiaarig kjærrings
rudimentære sindsliv . . . Der er en næsten
fantastisk forskjel paa denne kvantitative
hovedvægt i norsk litteratur i de sidste tider
og paa nittiaarenes unge norske digtning.
Der var ogsaa folkelivsskildrere den gang,
men det som væsentlig optok digterne var
det menneskelige sindsliv^ lidenskaper, ideer,
form, stil, stemning, alt sammen mest mulig
frit for detaljer, pirk og videnskap, mest
mulig sammenfattende og gyldig i sit syn,
digtningen som en fri og selvstændig
utfoldelse.
Der er da altsaa, som sagt, liten
avveksling i moderne norsk litteratur, de
fleste av de gode og næsten alle de
daar-lige digtere vil omtrent det samme og vil
naa det omtrent paa den samme maate.
Hvad vil de? Opgaven er den at gi
folket stof til selverkjendelse. Vor
omtumlede, gjennem mange aarhundreder haardt
angrepne nationaleiendommelighet, det
norske sind skal klarlægges, manifesteres, vi
skal lære at vite hvem og hvad vi er. Vor
fortid skal gjöres os nærværende,
forbindelsen med »vore fædre» gjöres tydelig og
levende. Det er mere end rimelig at netop
denne opgave har meldt sig i Norge, at
den har lokket en lang række forfattere,
ja, at den næsten har uniformert norsk
digtning. Det forrige aarhundredes
natio-nalbegeistring var kampbegeistring, en stor,
impulsiv, umiddelbar utfoldelse av nyvakt
selvstændighetstrang og bevissthet om
egenart. Hvad vi nu ser utslag av i norsk
digtning er en trang til selvbesindelse,
selverkjendelse, hvis historiske og psykologiske
aarsak er aabenbar: der er efter store
nationale kampe kommet ro og tid til at
utnytte, besinde og befæste, hvad vi har
vundet.
Olav Duun: Juvikingar, I Blinda, Storbryllope, 1 eventyre. (Norli.) — Sigrid Undset: Kristin
Lafransdatter. Husfrue, (Aschehoug.) — Kristofer Uppdal: Domkjyrkebyggaren. (Aschehoug.) —
Johan Bojer: Den sidste viking. (Gyldendal). — Kristian Elster: Guldet og de grönne skoger.
(Aschehoug). — Gabriel Scott: Det gyldne evangelium. (Gyldendal). — Stein Bache: I den grå
damring. (Aschehoug). — Gunnar VidhE: Tahove. Skuespil i tre akter. (Gyldendal). — Nils
Kjær: Samlede skrifter. 5 bind. (Gyldendal).
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
