Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Norsk skjönlitteratur 1921. Av Ronald Fangen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ronald Fangen
Og har der i denne opgaves tjeneste,
— som vel forövrig de fleste
bygdebeskrivende digtere slet ikke har hat öie paa —
været skrevet en mængde skrap, saa er
der, som sagt, netop i denne forbindelse
og kanske mest i de sidste aar, skapt
verker av den höieste rang. Samtidig med
at selve »bevægelsen», smitten, manien
ser ut til at tape sig, har et par digtere
skjænket os verker hvor norsk sind, norsk
historie lever i fuld egenart. Men
naturligvis ikke bare det: det er ikke
bokfabrikanter, men digtere vi her har at gjöre
med, deres verker gir fuldt utbytte ogsaa
til den læser, som ikke bryr sig det ringeste
om det som kan kaldes norsk
national-eiendommelighet og historie.
I denne oversigt over en del av den
sidste sæsons norske böker er det naturlig
at begynde med en omtale av disse verker.
II.
For et svensk publikum er antagelig
Olav Düun et fuldstændig ukjendt navn,
og aarsaken til det er likesaa aabenlys
som den er meningslös. Duun skriver
landsmaal. Ogsaa i Norge er det
desværre til hinder for utbredeisen av hans
böker. Det maa altsaa sies, og like godt
först som sidst, at der er ingen
vanskelighet ved at forstaa Duuns sprog. Det
er ikke den opkonstruerte, döde
landsmaals-normal han skriver, han bruker et sterkt
dialektfarvet, friskt, farverikt, personlig
sprog, som er hans digtnings eneste rigtige
klædedrakt.
Det centrale verk i Olav Duuns
produktion er den store ættesaga om
juvikin-gene, som han nu er i færd med at skrive.
Hittil er der kommet fire bind av denne
romancyklus: Jiivikingar, I Blinda,
Stor-bryllope og nu iaar I Eventyre. (Alle hos
Olaf Norli, Kristiania).
Verket, som endnu ikke er avsluttet
og derfor ikke kan endelig vurderes og
karakteriseres nu, er som sagt en
ættesaga. Det er blit en ren mani at skrive
slægtshistorier, gud vet om det er under
inspiration av alle de moderne race- og
krydsnings- og arvelighetsteorier; der er
vel kanske ogsaa en reaktion mot
individualismen i det: slægten er mere end
et individ. Ett skritt videre og man
begynder at digte om menneskeheten i det
store og hele, som det kræves av profeten
Wells og apostelen Nordström . . . Som
sagt, der kommer den ene slægtshistorie efter
den anden, — og enten synker slægten
eller den stiger i ære og velmagt. Men enten
den synker eller stiger — like skematiske og
letvindte pleier bökerne at være, fordi de
flygter fra det konkrete. Man utsmykker
gjerne slike böker ved at sætte paa dem den
skjönne betegnelse: Syntetisk digtning. Ja
hvad skal ikke syntesen faa undgjælde for!
Dobbelt velsignet er det derfor hos
Duun at möte en virkelig syntetisk
digtning, hvor alt er konkret. Der er i de
fire bind som er kommet et langt tog av
skikkelser, alle som en med tydelig,
bestemt avgrænset egenart, skildret med den
mest indtrængende analytiske evne, hver
fold og flik i sind og skind er digteren
kjendt med, gjör han os kjendt med. Med
glans kunde han slaat sig til ro med det,
med denne evne til konkret, avgrænset og
levende menneskeskildring. Han gjör det
ikke. Efterhvert som vi læser
sammenfattes denne ynglende menneskeverden i
en stor stemning, som til at begynde med
bare er som en fornemmelse, noget
flytende, uhaandgribelig, men tilslut en
faktisk, næsten haandgribelig ting,
slægtsaan-den. Og hovedinteressen forskyves fra de
enkelte skikkelser til den, det er dens
skjæbne vi spændt fölger i medgang og
motgang, eftersom generationer dör og nye
kommer til.
De gamle juvikinger var herskere og
hövdinger, de ledet en bygd, la planer,
formet om, hadde omsorg for fortid og
nutid og fremtid, de var nærmest og næst
Vorherre. I »Storbryllope» ifjor skildret
Duun forfaldet i slægten. Det var
per-sonificert i Peders skikkelse: en ægte
ju-viking, han hadde rikelig av slægtens kraft,
kunde staa i en storm, ta store tak, —
og han hadde dens steile selvhævdelse og
halvt blyge, halvt overmodige
indesluttet-het. Men hövdingestoff var der ikke i
ham — og det var en moralsk affære,
hövdingeskikkelsen er resultatet av den
sjeldneste indstilling, av en sindsbalance
som först og fremst beror paa at selve
den moralske struktur er saa indlysende
rigtig at man aldrig i rædsel maa granske
den, se om den holder. Men det maatte
Peder, og den holdt ikke. Dermed fik
heller ikke hele hans rene mandbarhet an-
372
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
