Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Carl Behrens. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
så konverteret til et ideelt overskud, var
■Carl Behrens da selvsagt også födt til at
være en af lederne og fødselshjælperne.
Desværre dalede »Litteraturens» stjerne
altfor snart i forhold til skatternes stigen og
de ledige kapitalers formindskelse.
»Litteraturen» var mere tænkt som et
litterært-kritisk tidsskrift eller revy end som
et litterærhistorisk. Og dog tör man sige,
at Carl Behrens’ herskende egenskab vel
så meget ligger i litteraturhistorien som i
litteraturkritiken. De store monografiske
arbejder han med emne fra tysk digtning
har udsendt viser dette. Et typisk
litteraturhistorisk arbejde var således »Agnes
Ber-nauer i Historiens og Digtningens Lys»,
hvor Behrens med störste
samvittighedsfuldhed har opgravet fra historiens
pulterkammer hvert træk, der kunde belyse hans
heltinde. Medens de större monografier
over Hebbel og Kleist i de rent vurderende
partier vel er svagere, er derimod et
mægtigt materiale samlet i bogen om den lidet
kendte tyske skuespildigter og höjst
mærkelige skikkelse C. D. Grabbe. Grabbe er
end ikke i sit hjemland blevet taget under
så grundig og indgående behandling som
nu i Behrens’ omkr. 500 sider store
monografi. Her i Danmark, hvor
ungdommen synes mere og mere at lukke sig ud
fra læsningen af og om fremmede værker,
og hvor man selv hos den akademiske
ungdom træffer en ganske forblöffende
ukendskab til europæisk literatur, også mangel
på ævne til at læse den — her gjorde
denne bog fölgelig ikke större indtryk.
Men i Tysklands kritiske tidsskrifter blev
det atter og atter fremhævet hvor
mærkeligt at en yngre fremmed videnskabsdyrker
havde opsögt og fremdraget denne sære
litterære fremtoning; med rette indvendte
man, at bogen burde være skrevet på tysk.
Litterært set er Carl Behrens en
»Germanernes lærling», i fransk er han dog også
orienteret, i engelsk forholdsvis svagt.
» Goethe-Gesellschaft» kunde ikke få nogen
bedre repræsentant i Kjöbenhavn end
Behrens.
Ved siden af litteraturen ligger Carl
Behrens fornemste interesse i teatret.
Afvekslende har han i forskellige dagblade
og i de af ham redigerede tidsskrifter
(således en tidlang »Teatret» og »Masken») i
over en menneskealder kritiseret teater-,
tallet på hans teaterrecensioner kan sikkert
skrives med mangecifret tal. Behrens er
hvad man i teaterterminologien populært
kalder en »gammel rotte». Alle dage var teatret
hans kæreste passion, og gennem mange
års rutine er han bleven en meget kyndig
teatergæst med en vel udviklet flair. Der
går ikke mange aftener hen i sæsonen,
uden at Behrens — om end blot for en
times tid — indtager sin friplads i det
kgl. teaters parket. Ikke fordi det just
altid förnöjer ham, der er ingen der kan
sukke så dybt i teatret som Carl Behrens;
men teatret har trods alt hans brændende
interesse. Hic Rhodos, hie salta. Og i
sin kritik viser Behrens da også altid, at
han har lært at se hvad der duer og hvad
der ikke duer. Hans respekt for bögernes
og for teatrets verden var altid den
störste.
At Carl Behrens blev en af medstifterne
af det »Danske Teaterhistoriske Selskab»
var så at sige en naturnödvendighed,
ligesom at han fik plads i bestyrelsen både
her og i det selskab, der pryder sig med
titelen »Det Kgl. Teaters Venner», og hvis
hovedformål er at arbejde for en
dobbeltscenes eksistens, hvorved alle kunstarter
får större bevægelsesfrihed og dog bevares
under så at sige samme tag. For det
teaterhistoriske Selskab har Carl Behrens
desuden udfort et stort og uegennyttigt
arbejde gennem en kritisk udgave af det
ældste danske teaterblad, Rosenstand—
Goiskes »Dramatiske Journal» (1771—72)
med tilhorende litteratur. En overmåde
fortjenstfuld litterær gerning.
Den danske bibliotekar Werlauff sagde
en gang, at han langt foretrak vinteren for
sommeren, thi det var bogauktionernes tid.
Da Carl Behrens elsker böger (han har et
af de störste privatbiblioteker i
Kjöbenhavn) og da han elsker teatret, skulde man
på forhånd tænke sig hans sympati gå i
retning af samme årstid. Men her bedrager
man sig. Der gemmer sig ikke så lidt af
et romantisk gemyt bag Behrens’
tilsyneladende optagethed af böger og blade.
Han elsker også bladene på træerne, og
måske de grönne mere end de hvide, når
det kommer til stykket. Når de lyse
nætter holder sit indtog, flytter han ud til sit
sommerhus i Gilleleje på hjörnet af
Kattegat og Sundet. Her strejfer han vidt
omkring i Nordsjællands omvekslende natur i
eftermiddagstimerne, og her samlede han
32— Ord och Bild, 31:a årg.
497
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
