Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Jubilæet paa Den danske Skueplads. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
y7i bilæet paa Den danske Skueplads
den Idé: at tale Dansk, en Idé, han dog
personlig fik liden Glæde af, men som
Efterkommerne selvfølgelig takker ham for.
Thi derved blev Skuepladsen grundlagt.
Lunet i det lille Festspil var anstrengt.
Hvad Seedorff-Pedersens Hyldest til
Holberg angaar, syntes den kun en
Gentagelse af Oehlenschlägers »Holbergs
Jubelfest» fra 1822. Den unge Digters
Karakteristik af de enkelte Holbergske Typer,
der traadte frem en for en, var alt andet
end slaaende. I deres Række sögte man
forgæves efter Olaf Poulsen, hvis Helbred
ikke havde tilladt ham at medvirke.
Selvfølgelig var det rigtigt paa
Festaftenen at spille Den Gerrige, eller
»Gnieren», som Moliéres Komedie kaldtes for
200 Aar siden. Den unge 25-aarige
Skuespiller Gabrielsen viste lovende Evner som
Harpagon, selv om han ikke udfyldte
Rollen. Der var kun gaaet en halv Snes
Aar, siden Karl Mantzius sidste Gang
havde vist sin Harpagon, der var hans
ypperste Rolle i den klassiske Komedie,
en glimrende Studie efter fransk Theater,
med hvilket han var fortrolig som kun faa
andre sceniske Kunstnere i Norden. Nu
blev Jubilæet Udgangspunktet for en ung
Skuespiller, der har det rette Stof i sig,
men endnu uundgaaeligt savner Helhed i
sit Spil.
Holberg først og sidst. — I Den
politiske Kandestøber føltes Savnet af
Olaf Poulsens temperamentsfulde Komik
stærkest. Hr. Krause gav kun de rent ydre
Konturer af Mester Herman, medens Olaf
Poulsen levede med i Rollen. Dette blev
et Skaar i Festaftenens Indtryk. Men Hr.
Johannes Poulsen var en fræk og frejdig
Kandestøberdreng, som hentet lige ud fra
det gamle Kjøbenhavns snørklede
Haand-værkergader.
Han blev den, som holdt sammen paa
Festugen, den, hvis sprudlende Lune satte
Fart i den. Han skabte en ny
»Stundesløs», en prægtig Farcefigur, som tumlede
sanseløs rundt i den Intrige, der
opspindes imod ham, indtil han tror sig selve
Alexander Magnus. I Oldfux’
Forklædninger var Hr. Poul Reumert utrættelig,
og Fru Bodil Ipsen laante Pernille sit
friske Smil og sin dristige moderne
Understregning af Replikken.
Videre saas Hr. Johannes Poulsens
Henrich—Hr Poul Reumert. Leonora—Fru Bodil Ipseu. I.eander—Hr Methling
Kildereisen. Akt 1. Scen 8.
mad- og vinglade Apicius i Den
Vægelsindede, hvori Fru Blochs Lucretia er en
interessant Karakter-Studie, han viste sin
overdaadige Jean de France og sin al
falsk Tragedie-Stil parodierende Ulysses von
Ithacia. Han forklædte sig som hollandsk
Skipper i Det lykkelige Skibbrud og
forsøgte en ny Opfattelse af Erasmus
Montanus som den af moderne Idéer fuldproppede
Student, der underkues af Dumheden.
Endda havde han faaet Tid til at
iscenesætte Intermediet til Kilderejsen med en
Udfoldelse af Masser, som gjorde
Kildemarkedet lyslevende. Holbergs
Sceneanvisning om, at først giøres Theatrum »saa
lidet som det kan», derpaa aabnes der for
»fond de théåtre», var iagttaget, og dog
var der skabt et helt moderne Sceneri,
som vilde have slaaet Mesteren for de
danske Komedier med Forbavselse.
Blandt hans Komedier er »Kilderejsen»
en af de sjeldnest spillede. Den fortjener
nu at blive oftere gentaget paa Grund af
Fru Bodil Ipsens overdaadigt morsomme
Leonora — den ariesyngende unge Dame,
der for at helbredes for »Perisangia» St.
163
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
