Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Jubilæet paa Den danske Skueplads. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
Hans Aften sendes til Kilden. Der var
en saa overstrømmende Komik i hendes
Staccato-Sang — »det er paa Tydsk oven
i Kiøbet», at man forstod Jeronimus
bandede over de nymodens Operaskikke. En
anden kostelig Fremstilling var hendes
Rosimunda i Ulysses von Ithacia, hvor
det var den overdrevne Tragediestil, der
vittigt parodieredes. Og samtidig saas
Poul Reumert som en overgiven Henrik,
forklædt som Doktor Bombastus i
»Kilderejsen» og som Chilian’sk Ambassadør i
»Ulysses».
I Jeppe paa Bjerget savnes nu
ligesom i »Den politiske Kandestøber» Olaf
Poulsens blussende Komedietemperament.
For den nulevende Generation nyskabte
han Rollen. Hans Efterfølger Hr. Henrik
Malberg har villet vise Proletaren i Jeppe,
hvad der tidligere lykkedes ham bedre end
nu ved Gentagelsen, da han er begyndt
at holde lange Pavser og dræve. Men
Komediens Saft og Kraft kan ikke
undertrykkes.
Holberg-Ugen sluttede med vor eneste
Holberg-Opera: Carl Nielsens
Maska-rade med Tekst af Vilhelm Andersen.1
Dens Livskraft er ukuelig, og den staar
nu paa Repertoiret som en af de faa varige
Repræsentanter for national dansk Opera.
Også Balletten gav sit Bidrag til Festen
ved Genoptagelsen af tre Balletter af
Galeotti, Bournonvilles nærmeste
Forgænger fra c. Aar 1800, smaa
koreografiske Genrebilleder: Hververen, Annette
og Lubin, Amors og Balletmesterens
Luner, til hvilke bl. a. Claus Schall,
en Aarrekke kjøbenhavnsk Kapelmester,
har sat en spinkel, spinetagtig, men
yndefuld Musik i Tidens Stil. Saaledes bidrog
alle tre Kunstarter, der til daglig kæmper
om Tilværelsesret paa en og samme Scene,
til at fejre Fader Holberg — det Navn,
hvormed allerede Klevenfeldt c. 1740
nævner ham i sine Optegnelser.
Men ogsaa andre nationale Digtere er
bleven mindede under Tilbageblikket paa
de svundne 200 Aar. Paa Oehlenschlägers
Fødselsdag 14 de November genopførtes
hans Tragedie Dronning Margarete, som
han skrev, da han var en Månd i Begyn-
1 Den har i sin Tid ved dens Fremkomst
været omtalt i Ord och Bild 1907, sid. 181.
delsen af femtierne. En lyrisk-oratorisk
Skandinavisme præger den, jævnsides en
Handling, der er mere spændende og
theatralsk end i Digterens andre Værker
fra hans ældre Aar. Paavirkning fra
Samtidens franske Theater: Victor Hugo,
Delavigne, som han havde lært at kende
under et Ophold i Paris, er uomtvistelig.
»Dronning Margarete» er et folkeligt
Theaterstykke og kan følgelig ikke
undvære Iscenesættelsens ydre Pomp med
store Optog, Hyldest, Musik og Sang.
Her var Forholdenes Magt stærkere
end Hensynet til Jubelaaret.
Sparekommissionens truende »Mene tekel»
nødvendiggjorde en Spare-Iscenesættelse, og
»Skjaldenes Adam» maatte derfor finde sig i at
blive stiliseret efter moderne tyske
Forbilleder, saa Belysningseffekter undertiden
traadte i Stedet for Dekorationernes mere
haandgribelige Baggrund.
Dette klædte nu aldeles ikke
Oehlenschläger, og »Dronning Margarete» blev
ikke det Folkeskuespil med store
Virkninger, som er dets Berettigelse paa Scenen
i vore Dage.
Fru Bodil Ipsen havde opfattet
Titelrollen i samme moderne Aand, som
prægede Iscenesættelsen, og lagde megen
Intelligens i sin Opfattelse. Men Oehlen-t
schlagers højbaarne Dronning blev det
ikke, hvad der især var føleligt i de store
patetiske tilbage- eller fremadskuende
Udbrud. Mere i Overensstemmelse med
Digterens Idealisme var Hr. Johannes Poulsen
som- Abbed Mogensen, og Hr. Poul
Reumert viste som den afsatte Biskop af Skara,
hvor megen Folkekomedie der rummes i
Oehlenschlägers Drama.
Maanedsdagen efter Oehlenschlägers
Fødselsdag indtræffer J. L. Heibergs. Men
allerede en Uge forinden havde Det Kgl.
Theater genopført hans Vaudeville
Aprilsnarrene. Den er et Par Aar ældre end
»Dronning Margarete», nemlig fra 1826,
da Johanne Luise Pätges 14 aarig spillede
Trine Rar. Datiden fornærmedes efter
Sigende over den Heibergske Satire, der føltes
rettet mod bestemte kjøbenhavnske
Pige-Institutter. I vore Dage er »Aprilsnarrene»
noget af det harmløseste, der kan tænkes;
men et eget gratiöst Lune i Sangene læg*
ger en Patina af Poesi over de ellers
grovkornede og ofte barnlige Optrin. Det var
164
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
