- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettioandra årgången. 1923 /
404

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Snorre Sturlason. Av Fredrik Paasche

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Fredrik Paasche

symbol paa det norske rike, — »Norges
konge til evig tid». I denne saga er
der en vrimmel av mennesker, og alle
staar de der, eller rettere færdes de der,
for kongens skyld: det er gjennem sit
forhold til ham de faar liv, som fiender
eller venner av ham. Men her laa det
farlig nær at gi dem typens liv, at dele
dem i to flokker, en av »onde mænd»
og en av »gode», — efter deres stilling
til den hellige konge; slik blev det i
den bildende kunst; gamle fremstillinger
av slaget paa Stiklestad og kongens
fald for landsmænds haand utstyrer hans
fiender med aasyn som knapt kunde bli
mere skurk-agtige, hans venner med alle
tegn paa at være redelige og fromme
folk. Ogsaa sagaskriverne var
tillböie-lige til at gaa summarisk frem, til at skape
to grupper, en av uretfærdige, en anden
av retfærdige. Men Snorre saa paa
menneskene, mere end paa grupperne;
slik som han har fortalt om kong Olavs
fiender, har hver av dem faat sit
særpræg, og midt i forræderiet mot kongen
har de en »ret» at verge, — de som
han: Erling Skjalgsson, Töre Hund og
Kalv Arneson staar der med dypt
menneskelige drag, blir drivkræfter i en stor
tragedie, ikke mere eller mindre tilfældige
bödler. Like menneskelig er kongens
venner opfattet; de har ikke troskapen

som en naadegave fra oven, de kjender
fristelsen til frafald fra den ulykkelige,
det kan komme til tung indre strid hos
dem. Der fandtes en saga, som fortalte
hvorledes kongens »stallare» Björn
motstod det guld, som fiender av hans herre
sendte ham, og lot hænge de mænd,
som bragte guldet. Men Snorre skildrer
den kamp som reiste sig i Björn, da
han saa de skinnende ringer, og han
fortæller, at den trofaste månd laa under
for fristelsen tilslut og solgte sig til
fristerne, og siden levet i uvisshet og
anger, indtil hans bedre jeg seiret og han
en vakker dag drog ut paa den lange
vei til sin landflygtige herre og vandt
tilbake freden med sig selv. Björn er
ikke blit mindre i denne fortælling, han
er ihvertfald blit langt synligere for os
end i den ældre beretning, som gjorde
ham til et skyggelöst mönster paa
troskap og freidighet.

Den störste vanskelighet mötte Snorre,
hvor han skulde skildre Olav den hellige
selv, en endnu större end ved Olav
Trygvasons skikkelse. Den historiske
tradition fortalte om en månd med sterk
retfærdstrang, men en retfærdstrang, som
ikke syntes ren: den hadde eri
tilsætning av smaalighet og hevnlyst. Paa
den anden side stod legenden; den gjorde
kongen til et under av godhet, for legen-

404

Titelvignet. Gerhard Munthe.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 02:24:55 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1923/0448.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free