- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettioandra årgången. 1923 /
405

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Snorre Sturlason. Av Fredrik Paasche

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Snorre S tur I as on

Titelvignet. Gerhard Munthe.

den var han »den hellige» alt i levende
live. Historieskriverne forstod ikke at
forene de to grener av traditionen; én
forfatter stillet beretninger, hvor kongens
haardhet faldt sterkt i öinene, side om
side med forsikringer og fortællinger om
hans overjordiske selvlöshet, og lot
un-dergjerningerne gro tæt omkring den
modige kriger og den kjölige statsmand;
en anden lot legenden tie, saa længe
han talte om den levende konge, — men
da blev der ingen fornuftig overgang
til det næste: at jertegn skede ved den
dödes blod og legeme, og at
helgennavnet blev ham tillagt av alt folket. Helt
uventet og uforklaret stod det der.

Snorre gik sin egen vei. Han skapte
en enhet av kong Olavs skikkelse, men
skapte den slik, at helgenen blev
forberedt gjennem kongen, den döde
gjen-nem den levende.

Han viste en tydelig utvikling hos
kong Olav: först er han den typiske
viking, ung og eventyrlysten; saa
modnes han gjennem sin opgave som Norges
konge, eventyrlyst blir til virkelyst, og
han magter et stort arbeide, dels ved
dristighet og kraft, dels ved klok
selvbegrænsning. Det er kravene, hevnen
og haardheten han sætter grænser for;
men han kan det ikke altid, ikke naar
hans retfærdsvilje er saaret, da blir han

selvretfærdig, da mangler han evnen til
at tilgi, og derfor maa konflikterne
mellem ham og de mægtigste hövdinger i
landet munde ut i bitter kamp. Kongen
blir fordrevet fra sit rike. I den
pinende landflygtighet vendes hans sind,
sterkere end för, til ydmyghet. Han lægger
sin sak i Guds haand og vinder befrielse
paa det; som en dypere, varmere og
forsonligere månd söker han tilbake til
Norge, hvor fiendehæren venter ham.

Ved sit fald staar han ikke langt
fra helgenskrinet. Men Snorre har ikke

— som legenden og den sagaskrivning
som uformidlet gav plads for legenden

— visket ut hans menneskelige drag,
han har latt helgenglorien glimte i skyen
over kong Olav, ikke klemt den ned
over hans pande. Den saakaldte
»legendariske» saga om Olav den hellige
fortæller: en söndag, mens kongen var i
landflygtigheten, skar han i tankelöshet
nogen spaaner av et træstykke, som han
hadde mellem hænderne; siden vilde han
straffe sig selv for helgedagsbruddet og
lot spaanerne brænde i sin hule haand;
men, föier sagaen til, haanden blev
uskadt som för. Snorre tier om dette
sidste, om jertegnet; han stanser hvor
spaanerne brænder; for ham gjaldt det
ikke at fremstille et ytre underverk, men
renheten og styrken i kongens sind. Om

405

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 02:24:55 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1923/0449.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free